Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Habemus Papam | film.guide.dk

Habemus Papam

Film: ”Habemus Papam” savner retning og trækker i langdrag, men byder på et glædeligt gensyn med den 86-årige Michel Piccoli.


Drama
Habemus Papam
Italien/Frankrig 2012
Instruktion: Nanni Moretti

Titlen er latin og betyder: Vi har en pave! Ordene deklameres fra Peters Kirkens balkon efter valget af en afdød paves efterfølger.

Her er det så meget sagt! Godt nok har vi en pave; alligevel har vi ham ikke, for han vil ikke, skønt han nølende samtykker, da man spørger, om han modtager valget. Derpå forsvinder han i løb gennem Vatikanets labyrintiske korridorer. Ingen ved, hvad der bliver af ham, mens han hvileløst og anonymt flakker om i Rom. Vatikanets talsmand søger desperat at holde forsvindingsnummeret hemmeligt, men det lader sig ikke gøre i længden. Den undvegne indfanges godt nok, men frasiger sig embedet i en patetisk tale.

Pavevalg

Når en pave dør, samles kardinalerne til det såkaldte konklave. De bures inde i Det Sixtinske Kapel, indtil de kan enes om en ny, som først annonceres af hvid røg fra kapellets skorsten og derpå udråbes med sit nye navn.

Filmen tager os indenfor i Det Sixtinske Kapel, men viger uden om det drama, de rævestreger og gustne aftaler på kryds og tværs, der omsider resulterer i valget. Kardinalerne er gamle mænd i røde kapper, en del med smukke, furede, eftertænksomme fysiognomier, men kun et par træder i karakter. Den nyvalgte forsvinder, efter at en velmenende psykolog har haft ham i konsultation, men med forbud mod at spørge til barndom og kvinder – en af filmens morsomste scener. Derefter synker de ørkesløse kardinalerne til et nærmest infantilt stade og fordriver tiden med at småskændes og spille kort og volleyball.

Ude i Rom leder man desperat efter den forsvundne, men historien har ikke nogen retning, trækker i langdrag og vil ikke noget med hans turné – andet end at gøre grin med konklavet.

Michel Piccoli

Når filmen alligevel er til at holde ud, skyldes det ene og alene et glædeligt, opløftende og taknemmeligt gensyn med den fantastiske Michel Piccoli som den pave, man både har og ikke har. Han er nu 86, har alderens tyngde og drøjde, et karakterfuldt, fyldigt ansigt og sin karakteristiske diktion og rytme i både replikker og kropssprog. Siden sin debut i 1954 har han haft et for alle berigende samarbejde med omtrent hver eneste betydelig fransk instruktør: Renoir, Melville, Godard, Chabrol, Demy – foruden Buñuel og Hitchcock.

Det er hans film. Det er ham, vi har, og vi slipper ham nødig.

Anmeldelse: Enter the Void

11-05-2011: Instruktøren er exceptionelt ambitiøs og talentfuld. Resultatet er et lommefilosofisk skrummel. Læs artikel

Anmeldelse af Grace of Monaco

21-05-2014: ”Grace of Monaco” er et drivende sentimentalt melodrama, der forsøges piftet op med et nådesløst ligegyldigt politisk drama. Læs artikel

Anmeldelse af Den store skønhed

05-09-2013: Man kan ikke ønske sig mere af en film. ”Den store skønhed” er lystig og lyrisk turbulent, et satirisk, surreelt blik på det moderne Italien. Læs artikel

Anmeldelse af Holy Motors

15-11-2012: Forskellige maskerings- og forklædningsepisoder, der ikke uden en vis visuel energi munder ud i eksistentialistiske banaliteter. Læs artikel

Anmeldelse af Hvad gør vi nu

11-06-2012: Mænd vil slås, kvinder vil skabe fred – i libanesisk drømmespil. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...