The Last Song
USA, 2010
Instruktion: Julie Ann Robinson
1 timer 45 min.
Premiere i 34 biografer landet over
Hvor mange gange kan man vende det hvide ud af øjnene under en film? Hvis Guinness Rekordbog havde en sådan konkurrence, burde de søge deltagere hos publikum til ”The Last Song”.
Miley Cyrus, barnestjernen, der det meste af sit liv har været kendt som den Disneys fiktive Hannah Montana, er blevet teenager og skal nu prøve kræfter med en ”rigtig” film. Hun spiller Ronnie, der meget modvilligt er gået med til at tilbringe sommeren hos sin far (Greg Kinnear), som hun er sur på efter forældrenes skilsmisse.
Med sin lillebror afskibes hun i faderens hus ved stranden i sydstatsbyen Tybee Island, Georgia. Udstyret med sort rebeltøj og næsepiercing søger hun surmulende ensomhed på stranden, men der møder hun den veltrænede Will, der af en eller anden grund synes, at Ronnie bare er det dejligste på denne jord.
Sommerromancen er i hus. Men, men, lykken er langt fra gjort, for Ronnie skal ikke bare håndtere Wills snobbede overklassefamilie, egne og forældrenes forventninger, men også en tragedie, der lurer lige om hjørnet.
”The Last Song” er en kærlighedsfilm, en dramedy (drama iblandet komiske elementer), men mest af alt et melodrama a la Barbara Cartland.
Forfatteren til bogen bag filmen er da heller ingen ringere end Nicholas Spark, der er ophavsmand til andre filmatiserede tårepersere som ”Message in a Bottle”, ”The Notebook” og ”Dear John”, sidstnævnte har just haft premiere herhjemme.
Han ligger højt på triviallitteraturens bestseller-liste og har med en ellers prisværdig amerikansk jantelovsforagt udtalt, at han er en bedre forfatter end Cormac McCarthy. Det kan kun en død mand vist være enig med ham i.
Man kan næsten ikke lade være med at have ondt af instruktøren Julie Ann Robinson, der indtil nu kun har instrueret tv-serier. Hun er blevet udstyret med et gudsjammerligt dårligt manuskript og ikke mindst et filmselskab, Disney, som har sat sig for at sørge for, at deres guldæg Miley Cyrus kan blive ved med at hive penge hjem, nu da hun er ved at blive udklækket som voksen.
Med sådan en kommercielt kalkuleret forudsætning har det dog ikke været muligt for Robinson at lave en film, der løfter sig over den rene klistrede kliché. Til sidst føles filmen oven i købet som et regulært følelsespornografisk overgreb.
Så hellere se en film som ”Crossroads”, hvor en anden barnesangstjerne, Britney Spears, forsøgte sig med skuespilleriet, men som trods bekendte kulør og vedkendte sig sine banaliteter.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



