Anmeldelse: Youth In Revolt

Youth In Revolt

USA, 2009

Instruktion: Miguel Arteta

1 time 30 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Den er i hvert fald langt bedre end de mange dumme college-film, som jeg har set om kysk og dog sex-fikseret amerikansk ungdom.

Her har vi Nick Twisp, og han er lige så twispet, det vil sige genert og indelukket, som navnet antyder. Ikke så sært at han er lidt kikset, for han bor hos sin mor, som ustandseligt er i lag(ner) med totalt uspiselige typer: En bøvsende bamse afløses af en brovtende strisser, så mor har altid gang i noget. Det har Nick til gengæld ikke, slet ikke.

Moderen er skilt fra faderen (et alt for kort gensyn med den utrolige Steve Buscemi). Faderen gider heller ikke Nick, ikke rigtigt, så han er fortabt og forsagt indtil mødet med Sheeni.

Frankofilt møde

Hun er teenager som han, sød, køn, udadvendt og fikseret på alt, hvad der er fransk, et område, hvor Nick kan spille med, men hæmmet og uden frimodighed.

Derfor konstruerer han en laps af en indolent, men provokerende dobbeltgænger, Francois Dillinger, der tør, hvor han tier, og giver ham de afgørende skub fremad imod identifikation med idolet Jean-Paul Belmondo og hans figur i Jean-Luc Godards legendariske debutfilm: ”Åndeløs” (1960).

Først en spæd ungdomsforelskelse, hvor Nick er kejtet, Sheeni frimodig - også hvad erotikken angår - i hvert fald sådan sprogligt. Så en vildt flammende kærlighed, som hendes parodisk bornerte forældre gør alt for at slukke.

Så dramatiske konfrontationer, men i lystspillets regi. Og så til sidst en forening, der resulterer i adskillelse, men med udsigt til ny, elsker-dig-for-evigt-forening.

Troskyldigt udtryk

Sådan er det, og det er ikke uden charme. Dog er handlingen en smule leddeløs, og i en snæver vending henter manuskriptet ret umotiveret nye personer ind på lærredet. Der indgår humoristisk-placerede animations-elementer, og som Nick/Francois gør Michael Cera sig fint.

Han er 22 år, men har så åbent og troskyldigt et udtryk, at han mageligt spiller 15-16-årig knægt og samtidig spradebasse som Francois. Han får yndefuldt og skælmsk modspil af Portia Doubleday, så man bliver ikke særligt irriteret over den film, som med lune fortæller den gamle historie om, hvor både pine- og sødmefuld den første forelskelse kan være.