Le quattro volte

Drama

Le quattro volte

USA, 2010

Instruktion: Michelangelo Frammartino

90 minutter

Premiere i dag i Grand Teatret og Empire Bio i København og i Øst for Paradis i Aarhus.

Langt ude på tåspidsen af Italiens støvle bor en gammel mand, der lufter sine geder og passer sig selv. Men bedst som man troede sig sikker på, at han skulle være den bærende hovedrolle for hele filmen, dør han.

Han efterlader dog ikke et tomrum, men overlader i stedet fokus til det omgivende samfund, hvor både dyr, mennesker og natur vægter lige. Et modigt greb sådan at skifte kurs i så radikalt konstrueret en film, men det lykkes for Michelangelo Frammartino, der har fuldkommen styr på sin egen præmis - og oven i købet har overskud til at give filmen en god portion humor, som når en kæmpeged pludselig står oppe på et bord.

Stort set tavs

”Le quattro volte” har ikke behov for at definere sig selv genremæssigt, men udspiller sig som en dokufiktion, der kan læses som både et stille drama og en nærmest etnografisk beretning.

Filmen er stort set tavs, bortset fra enkelte reallyde, som en bimlende klokke, de brægende geder og motordrevne køretøjer, og dialogen er reduceret til mumlende ordudvekslinger i baggrunden, hvis indhold tydeligvis ikke er relevant for filmen. Den gamle mand hoster og harker og giver af og til enkeltords-ordrer til sine dyr, men det er det.

Det er ligeså mærkeligt, som det lyder, og ”Le quattro volte” vil helt sikkert både frustrere og kede. Men i sin uhyre konsekvens kan den noget så enestående som at give sig fuldt og helt hen til en umærkeligt lille historie, der vokser sig betydelig og stor.