The Artist

The Artist

Frankrig, Belgien, 2011

Instruktion: Michel Hazanavicius

1 time 40 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det er et sandt, originalt mesterværk, som Michel Hazanavicius har begået med ”The Artist”. Ikke på trods af, men netop på grund af de anakronistiske træk, der styrer filmen. For ”The Artist” er noget så spektakulært som en sort/hvid stumfilm.

Skuespillerne må overlevere følelser og formidle en fortælling ved hjælp af mimik alene, og de får kun lidt hjælp af nogle uddybende mellemtekster (tekst på sort baggrund, der fylder hele lærredet), men trods alt megen hjælp af underlægningsmusikken, der tydeligt styrer receptionen og dirigerer publikums følelser og oplevelser rundt i manegen.

Kærlighedserklæring

”The Artist” er naturligvis en kærlighedserklæring til filmmediet som sådan og er i særdeleshed en nostalgikers drøm om det, der var engang. Men filmen hæver sig op over sin egen idé og bliver meget mere end bare en opvisning i metaleg med filmhistorien.

Før 1927, da Al Jolstons ”The Jazz Singer” brød gennem lydmuren og introducerede talefilmen, var der et vist niveau af naivitet over filmen.

Fordi skuespillernes ageren lå så langt fra det naturalistiske spil, fordi alting skulle fortælles med overtydelig og fed skrift, så blev filmen knap så nuanceret i sit følelsesudtryk, ja, man kan vove at påstå, at det var de rene følelsers filmtid. Melodramaet var en af de genrer, der nød godt af det.

Naivt melodrama

I sin grundform er ”The Artist” netop et naivt melodrama, og i en tid, hvor store filmfølelser gerne akkompagneres af teknisk bulder og brag, er det forrygende at opleve en film, der insisterer på at være tavst voldsom i sit udtryk. Men samtidig er det ikke noget, man kan forestille sig nogensinde blive gjort efter, for som også filmen viser, skal man gribe fremtiden med alle dets muligheder for ikke at gå i stå og gå ned.

Filmen handler om den feterede stumfilmstjerne George Valentin, der ikke vil acceptere lydens indtræden i mediet. Det er bare en fiks idé, som hurtigt vil gå i sig selv (!). Men snart står han uden arbejde, og han må se sig overhalet af nyt blod, der har lysten og evnerne til at bevæge sig med forandringens vinde.

En af dem er den smukke danserinde Peppy Miller. Mellem Valentin og Peppy opstår der gennem tiden et kærlighedsbånd, og deres skæbner privat såvel som professionelt bliver viklet sammen. Med både hentydninger til Charlie Chaplin og Orson Welles ”Den store mand” (”Citizen Kane”) bliver ”The Artist” en film om storhed og fald. Og ikke mindst er det et rørende kærlighedsdrama.

Fænomenalt skuespil

Jean Dujardin, der spiller Valentin, er fænomenal i rollen som stjernen, der falder fra sin tinde. Hvad han ikke kan fortælle med et øjenbryn! Og Bérénice Bojo som Peppy leverer en fysisk præstation ud over det sædvanlige. Og alt er formet af Michel Hazanavicius sprudlende kreative sind, og han kandiderer i høj grad til titlen the artist.

”The Artist” er en kærlighedserklæring til filmmediet som sådan og er i særdeleshed en nostalgikers drøm om det, der var engang.