Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6
Artiklens emner:

Sex and the City 2

”Sex and the City” er gået fra banebrydende til tåkrummende på rekordtid. Filmen savner gnist.

Sex and the City 2

USA, 2010

Instruktion: Michael Patrick King

2 timer 26 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Efter seks års on and off-dating og to års ægteskab er gnisten ved at flamme lidt mindre intenst mellem Carrie og Big.

Synes i hvert fald Carrie.

Big derimod er ganske tilfreds med at ligge på den dyrt indkøbte sofa i parrets drømmehjem og se fjernsyn; så tilfreds, at han i to års bryllupsgave giver Carrie et rapt fladskærms-tv, så de sammen kan se film i sort/hvid.

Filmens problem



Dette oplæg, der er udgangspunktet for ”Sex and the City 2”, kondenserer med skræmmende præcision problemet for filmen:

Den manglende gnist i hele ”Sex and the City”-projektet og at skue verden sort/hvidt.

Altid nuanceret


Da tv-serien ”Sex and the City” samlede alverdens kvinder (og mænd) for snart et årti siden, markerede serien sig på netop det modsatte.

Der var gnist i overflod, og i seriens firdelte power house, Carrie (Sarah Jessica Parker), Miranda (Cynthia Nixon), Charlotte (Kristin Davis) og Samantha (Kim Cattrall) blev alskens problematikker - store og små, men aldrig irrelevante - vendt og diskuteret klogt, vittigt og frem for alt nuanceret.

Nu er der gået seks år siden seriens måske også lidt for eventyrlige, men bestemt raffinerede afslutning og to år siden den skuffende middelmådige, første film, der skulle malke succesen fuldt ud, og i dag er der så premiere på den notorisk svære 2'er.

Alle problemerne


Allerede i begyndelsen er stilen lagt. Bøssebryllup i Connecticut - milevidt, mentalt i hvert fald, fra Manhattans stilethøje skyskrabere. Stanford og Anthony, der tidligere afskyede hinanden, giver hinanden deres ja til tonerne af Liza Minelli, der synger til ”All the Single Ladies”.

Ganske morsomt, jovist, men på en lidt bedaget og underligt plat facon. Herefter får vi de fire damer præsenteret i deres nuværende situation.

Carrie er som nævnt bange for, at den gnist, der bandt hende sammen med Big, er ved at løbe ud i (ørken)sandet. Charlotte har to børn i trodsalderen og frygter, at barnepigens gyngende barm vil ødelægge hendes forhold (til barnepigen!). Miranda kues af sin chef og har ikke tid til at være mor i sin familie, mens Samantha propper sig med hormoner og cremer for at holde overgangsalderen på behørig afstand.

Alt i alt en samling temmelig banale, men formentlig i en vis forstand reelle problemer for kvinder i plus-fyrrerne.

Ørkenens luksus


Nu har realisme aldrig, og gudskelov for det, været ”Sex and the City”s ærinde, så problemerne dvæles der ikke ved længe, og før vi kan nå at fremstamme Abu Dhabi, sidder de fire toptunede damer i et privatfly på vej til det nye Mellemøsten, som det uden nævneværdig spidsfindighed omtales.

For jo, the city bliver forladt for ørkenens luksus, hvor vi lærer et og andet om forskelle på øst og vest, og hvor Carrie render ind i sin gamle flamme Aidan, der i serien ellers i grundig grad manglede gnist, og lader sig flygtigt forføre. Det hele er fremstillet så jammerligt og uvedkommende, at det næsten bliver pinsomt.

Et par småpigestemmer


Samantha er i særklasse ringe og bliver fremstillet som en dårlig karikatur af sin figur i serien, men de andre følger pænt med.

Vel er det genkendeligt, når Miranda og Charlotte taler om besværlighederne ved at være mor, men at det skal serveres med cocktails og en lalledum forundring over, at forældre, der ikke har fuldtidshjælp, kan klare det, forbliver en gåde.

Og det er ikke kun Samantha, der skjuler alderens fremdrift. Særligt Carrie og Charlotte har påtaget sig et par småpigestemmer, der ville kunne gøre selv den mest garvede lolita jaloux. Hvorfor? Det er ikke til at sige.

Kun forstår man roligt, at Big hellere vil muntre sig med klassiske gensyn på tv, hvis det her er alternativet. Det kan ikke nok så meget fabelagtig fashion lave om på.

Hvad mener du om "Sex & The City 2" ? Deltag i debatten herunder.

Anmeldelse: Sex And The City - The Movie

05-06-2008: ”Sex And The City”-filmen er slet, slet ikke på niveau med serien. Den er en lang og lækker, men undværlig sommerbagatel. Læs artikel

Anmeldelse: I love You Philip Morris

15-04-2010: En film med Jim Carrey og Ewan McGregor vil det hele, men intet bliver til noget. Læs artikel

Anmeldelse: Sunshine Cleaning

08-07-2009: Producerne bag ”Little Miss Sunshine” har begået en lille kær film om søsterkærlighed og kunsten at gøre rigtigt rent. Læs artikel

Anmeldelse: Delirious

14-02-2008: Gode ideer og vittigt manuskript gør ”Delirious” til en lille perle. Læs artikel

Anmeldelse: This Means War

23-02-2012: Reese Witherspoon, Chris Pine og Tom Hardy svigtes af både manuskript og instruktion. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...