Anmeldelse: Dobbeltspil

DOBBELTSPIL

USA 2007

Instruktion: Kenneth Branagh

1 time, 28 minutter

Premiere i Dagmar i København, Café Biografen i Odense og Metropol i Århus.


Allerede introteksterne lover godt: ”Dobbeltspil” er baseret på et stykke af Anthony Shaffer med filmmanus af Nobelvinder Harold Pinter og instruktion af Kenneth Branagh. Og hovedrollerne spilles af to af Englands største skuespillere, Michael Caine og Jude Law. Så hvad er det, der går galt i dette tilsyneladende sikre hit?

Filmen kommer godt fra start - en vittig dialog mellem de to hovedpersoner sætter den spøgefulde og tvetydige tone for filmens handling, der kort fortalt er, at den unge Milo Tindle (Law) opsøger den selvtilfredse millionærforfatter Andrew Wyke (Caine) i hans bizarre hjem for at overtale ham til at give sin kone den skilsmisse, hun ønsker. Men i stedet foreslår Wyke, at Tindle skal røve Wykes kostbare juveler, så Wyke kan indkassere forsikringssummen. Og derpå vil han gå med til skilsmissen. Tindle indvilliger, men inden den første drink er tømt, er den unge elsker blevet narret ind i et sindrigt plot. Filmens suspense handler imidlertid ikke om, hvem der løber med kvinden eller pengene - alt handler om, hvem der bluffer bedst.

Sindrig konstruktion

I den oprindelige version af filmen fra 1972 var det Caine, der spillede Tindle over for Sir Laurence Oliviers Wyke. I en sindrig mise-en-abîme (historien-i-historien) konstruktion spiller Caine her rollen som den, han selv kæmpede imod, og dermed spiller han mod sig selv. Men i Branaghs version er ”Dobbeltspil” lige så meget en kamp mellem Caine og hans mest oplagte efterfølger både på og uden for lærredet. Law gentog nemlig Caines glansrolle som den unge Don Juan i genindspilningen af ”Alfie”.

Castingen af netop de to stjerner er snedigt udtænkt i betragtning af, at spejlingen er filmens ledemotiv. Men en lille time inde i filmen løber Branagh (eller manuskriptet?) tør for kræfter. De homoerotiske undertoner dør ud i homofobiske jokes, og det strømlinede hus med alle sine overvågningskameraer virker teateragtigt og gammeldags i sit forsøg på at fremstå moderne. Hvilket i og for sig er typisk for Branagh, der altid har dyrket det teatralske i sine film - lige fra den let fjollede, men ikke helt dårlige ”Dead Again” (1991) til hans gode Hamlet-filmatisering. Men her bliver det stift og i sidste ende også både uvedkommende og en kende komisk.

kultur@jp.dk