Doubt

Drama

Doubt

USA, 2008

Instruktion: John Patric Shanley

1 time 44 min.

Premiere i dag i otte biografer i København, Århus, Odense og Aalborg

Gennem mange år har medierne forlystet sig med skandaløse historier om pædofile katolske præster og deres overgreb på kordrenge - især i Irland og USA, hvor kirken har måttet punge ud med mange millioner dollars i erstatninger til de skadelidte.

Pædofilien er også temaet i historien her. Men problemet er jo katolikkernes og virker derfor ret ligegyldigt på os andre, med mindre man i hellig forargelse nyder at hovere over den katolske kirke.

Men pædofilien afsløres aldrig i filmen. Der er ingen beviser, kun indicier, og da den anklagede præst, - en småfed, lidt trøsket Philip Seymour Hoffman - forflyttes til en avancements-stilling, lige akkurat insinueres det, at kirken holder hånden over ham.

Men insinuationer har jo aldrig gjort det ud for argumenter.

Vi er på en katolsk skole i New York-bydelen Bronx i 1964. Den ledes af en stamtandet nonne, Søster Aloysius, der ligner en ådselgrib mere, end ådselgribbe plejer, og svæver over eleverne, som hun slår ned på ved mindste forseelse.

Hun kuer alle i skole og kloster, især en ung, forsagt nonne (Amy Adams), der uforvarende kommer til at røbe, at præsten måske/måske ikke har noget slibrigt for med en af kordrengene. Så er Søster Aloysius efter ham som fanden efter en sjæl, og det kommer til voldsomme, højrøstede konfrontationer de to imellem.

I den konflikt er der ingen vinder, begge er de tabere.

Ikke ægte lidenskab
Et af flere problemer er, at opgøret mellem dem aldrig eksploderer i ægte lidenskab eller indignation. Instruktionen er forkert: De råber bare af hinanden. Replikkerne er for så vidt i orden, men scenerne for teatralske. Manuskriptet bygger da også på et skuespil af instruktøren baseret på hans egne oplevelser som elev.

Et andet problem er, at filmen belæsses med demonstrative symboler:

En strid, vild blæst hærger skolen, el-pærer springer for et godt - eller rettere: ondt ord - præsten kigger forskræmt på et øje, der lurer i det høje - i kirkens roset - og der klippes manipulerende fra de gejstliges brølende grin og lårklaskende vid ved et opulent frokostbord til de fromme nonner, der ikke mæler et ord under deres spartanske frokost.

Fremragende Streep
Filmen skal være indstillet til et utal af fornemme priser og er da også en meget pæn, meget kultiveret, meget seriøs historie om et meget alvorligt emne, der dog kun kan vedkomme katolikker. Vi andre tager den uengageret i øjesyn.

Som den forhærdede nonne og skoleinspektør er Meryl Streep naturligvis fremragende som altid.

Men jeg kan altså bedre lide hende, når hun spiller tøset og fjantet som i ”Silkwood” (1983), ”Smil, vi er på” (1990) ”Orkidétyven” (2002) eller - frem for nogen - ”A Prairie Home Companion” (2005).