Anmeldelse: The Beaver

Drama

The Beaver

USA, 2010

Instruktion: Jodie Forster

1 time 30 min.

Premiere i dag i Dagmar København, Kinopalæet, Lyngby, Metropol i Aarhus og Aalborg og Biocity i Odense

Han er en succesrig forretningsmand, producent af legetøj.

Så går han i sort og suges fra sin hverdag ind i en alkoholiseret depressions totalmørke.

Han spilles af Mel Gibson, der fra sig selv må formodes at have visse forudsætninger for rollen.

Han er furet, hæs, hærget og ser ud som en hel kongres for tømmermænd og hedder passende Walther Black.

Konen, der spilles af den yndige, bestemte Jodie Foster, som også har instrueret - kompetent - er forstående, men forstår ingenting, så en skønne dag rykker Walther Black ud af villaen og ind på et hotel, hvor han i en brandert forsøger et pjevset selv- mord.

Men - som et af Peder Syvs ordsprog siger: »Når nøden er størst, er hjælpen nærmest.«

Hjælpen er her et bæverskind syet som muffe. Den sætter Mr. Gibson på sin højre arm og fører eksistentielle drøftelser med den som med en bugtalerdukke. Bæverens stemme lyder grangiveligt som Michael Caines, men faktisk er det Mel Gibson, der imiterer Caines flade cockney.

Derpå tegner det lyst for Mr. Black, der har sin bæver med og på alle vegne og vender tilbage som driftig direktør og som kærlig ægtemand og opmærksom far.

Mister armen

Alle er lettere forundret. Hvad foregår der? En personlighedsspaltning måske. Men da selv Walther Black begynder at se lyst på situationen og vil følge sit eget hoved, går det galt.

Som bugtalerdukken i Sir Richard Attenboroughs skammeligt undervurderede thriller ”Magic” (1978) med Anthony Hopkins i en rolle svarende til Mel Gibsons her, vil dukken ikke lade sig noget diktere og gør oprør. Det kommer til så hidsigt et slagsmål, at Walther Black mister den arm, som bæveren sidder på.

Til gengæld synes han helbredt - omsider.

Mellemvare

Men hvad er meningen? Satire over karriere-jag? Eller over kernefamiliens invaliderende mekanismer? Eller over ægteskabets ensformighed?

Det bliver ikke klart, men klart nok går Walther i sort, og koster det en halv arm at helbredes og genindtræde i den daglige trummerum, er det billigt sluppet - han gi'r den jo ikke engang hele armen.

Den er ikke særlig skidt den historie, heller ikke særlig god.

Måske bare et enkelt drys humor kunne have givet den en lidt stærkere smag.