Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Abernes planet – revolutionen | film.guide.dk

Anmeldelse af Abernes planet – revolutionen

Sciencefiction: Den ottende film i serien om ”Abernes planet” er spændende og flot. Krigerisk prædiker den ikkevold, tolerance og dialog. Men det kan man overse, for det er historiens drama og grandiose iscenesættelse, der sikrer en sandsynlig succes.

Abernes planet – revolutionen

USA 2014

Instruktion: Matt Reeves

2 timer og 10 minutter


Om det er tilsigtet, ved jeg ikke, men skurken her hedder Koba, som var det tilnavn, storforbryderen Stalin gav sig selv efter helten i en georgisk roman, ”Fadermordet”, og Koba lever fuldt op til både Stalin og titlen, idet han – dog uden held – forsøger at myrde filmens faderskikkelse, Cæsar.

Cæsar er vis og mild, skønsom og familiefar, hans ord er lov, og for ham bøjer alle sig i støvet – undtagen Koba. Cæsar kan tale gebrokkent menneskesprog, mens de andre benytter tegnsprog.

Der er tale om højtudviklede aber, der er avanceret til et stade tæt på mennesker, som ikke har det for godt og med få undtagelser ikke er særligt kloge. Men de er undskyldt, for de – i hvert fald dem i San Francisco og omegn – er i 2016 blevet ramt af en dødelig virus, kaldet ALZ 113, en eufemisme for ebola – måske.

Nogle få er blevet immune og holder til i en prangende spektakulær ruinby. Af en eller anden grund er ruiner fascinerende og har altid været det – for malerkunsten gennem tiderne og for moderne turisme.

Lige gode om det

10 år senere er de overlevende i ruinerne ved at løbe tør for energi og må sende en ingeniør (Jason Clarke) ind i abeland for at reparere en dæmning, der giver strøm.

Hans lille gruppe støder sammen med abefolket og må flygte over hals og hoved, men han vender tilbage med hjælpere og – ret uansvarligt skulle man mene – søn og kæreste. Det lykkes dem at forhandle sig til rette med Cæsar og reparere det rustne elværk, og oplysningen synes sikret.

Men Koba lever op til sin barbariske navnefælle, gør oprør, sætter Cæsar ud af spillet og tager magten og foranstalter udrensninger blandt aberne og massakrer på de rædselsslagne mennesker.

B971086188Z.1_20140716191537_000+GAQED2L5.1-0.jpg

Det er stærkt bekymrende, for filmen går meget – vældig meget – ind for dialog, fredelig sameksistens, tolerance og den slags, så man kan får den tanke, at den bygger på Det Radikale Venstres partiprogram. Også fordi den er midtsøgende og deler sol og vind lige: Som der er skurke og medløbere og rivalisering blandt aberne, er der skiderikker og idioter og splittelse blandt menneskene. Ingen har noget at lade hinanden høre. Menneske eller abe, det er lige fedt: Menneskeabe!

Storslået scenografi

Mere skal ikke røbes, men det er ikke en historie, der frister til med PH og Bernhard Christensen at istemme: »Åh, abe, åh abe, gid jeg var ligesom dig.«

Til gengæld skal det betones, at filmen er fantastisk flot. Scenografien er opfindsom og idérig indtil det ekstravagante. Kampscenerne og slagsmålene er udført med svimlende artisteri og åbenlys fryd ved ødelæggelsesorgierne – som når børn går amok og destruerer de sandslotte, de så møjsommeligt har bygget op. Og de ansvarlige for specialeffekterne udnytter med eksplosiv visuel energi de formidable digitale muligheder. Den slags kan man efterhånden, især når det samlede filmhold er på over 200, men heller ikke her føjer 3D-formatet noget væsentligt til. Det skal blive spændende en skønne dag at se en film, som det beriger kunstnerisk.

Abernes planet-konceptet er efterhånden en hel industri. Otte film er det blevet til siden den første (1968), instrueret af Franklin J. Schaffner, med Charlton Heston i hoverrollen og med den uforglemmelige slutvignet: Ruinen af Frihedsgudinden halvt dækket til af sand som de tyske bunkers ved Vesterhavet.

Siden har så kompetente folk som Tim Burton med remake af den første (2001), J. Lee Thompson (manden bag ”Navarones kanoner”) med ”Oprør på abernes planet” (1972) og ”Kampen om abernes planet” (1973) og Ted Post med ”Flugten på abernes planet” (1971) ydet deres bidrag og hver gang med stor succes. En niende er annonceret i 2016.

Også denne gang kalkulerer udlejningsselskabet med en gigantsucces, hvad der fremgår af, at man satser på ca. 75 premierebiografer, og se, om det ikke får ret! Jeg gætter på det.

Begyndelsen på slutningen for aberne

Anmeldelse af Hunger Games - Catching Fire

19-11-2013: Den anden ”Hunger Games”-filmatisering holder det fornemme niveau og slår serien fast som sin generations skræmmende fremtidsdystopi. Læs artikel

Anmeldelse af Divergent

10-04-2014: Fremtidsdrama: De unge kvinder er heltene i disse års populærkulturelle film og bogudgivelser – Bella fra ”Twilight”, Katniss fra ”Hunger Games” og nu Tris fra ”Divergent”, der er den første film baseret på Veronica Roths romantrilogi af samme navn. Læs artikel

Anmeldelse: Prince of Persia - The Sands of Time

19-05-2010: De digitale narrestreger i ”Prince Of Persia” tager magten fra skuespillerne. Læs artikel

Anmeldelse af Tomorrowland - A World Beyond

21-05-2015: Forvirret historie om spring i tid og rum, handlingen uoverskuelig og historien fuld af vammelt præk, men filmen rummer flotte digitaliserede scener og en fantasifuld scenografi. Læs artikel

Anmeldelse af Chappie

05-03-2015: En nørdet historie om robotter i kamp og småforbryderes kidnapning af en af dem – til eget hjælpeløst forbryderisk formål. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...