Anmeldelse: Contagion

Contagion

USA, 2011

Instruktion: Steven Soderbergh

1 time 48 min.

Premiere i dag i Dagmar, København og CinemaxX i Aarhus og Odense

I lufthavnen i Chicago sidder Beth (Gwyneth Paltrow) og hoster. Hun har været på forretningsrejse til Hongkong og har en mellemlanding i Chicago, hvor hun er sin mand utro med en gammel flamme, inden hun flyver hjem til Minneapolis, hvor hun dør et par dage senere.

Af influenza tror man fejlagtigt. Det er en influenzalignende ukendt virus, der tager hendes liv.

I Hongkong har hun spist en bedre middag med svinekød og muntret sig på et kasino. Hendes virus viser sig ekstremt smittefarlig: Alt, hvad hun rører ved, et glas, en mobiltelefon, mønter inficeres, og fanden eller sygdommen er øjeblikkeligt løs i Hongkong, Chicago og Minneapolis.

Herfra spreder den sig som en steppebrand og accelererer til at koste millioner livet og udløse panik over hele verden. Ethvert samfund er ved at synke sammen i magtesløshed, paranoia, panik og barbari.

Det er længe siden, gassen er gået af katastrofefilm. I en vis forstand fornyer ”Contagion” genren som en krydsning mellem katastrofefilm og en moderne thriller, skønt den har en forgænger i ”Outbreak” (1995) med Dustin Hoffman, Rene Russo og Morgan Freeman.

Her udløses den ebola-lignende epidemi af et abebid i urskoven. I ”Contagion” udløses den midt i den pulserende civilisation, hvor »den forkerte gris mødes med den forkerte flagermus.«

Soderberghs bedste

Filmen er Soderberghs bedste siden ”Traffic” (2000). Han har selv fotograferet den i suverænt komponeret, afvekslende billedsætning og vælger sammen med sin manuskriptforfatter Scott Z. Burns en lettere springende, under tiden flagrende reportagestil.

Den forlener den hele film med et skær af autenticitet, der f.eks. viser sig i en nøje registrering af epidemiens hærgen: »Dag 5, London England, befolkning 8,6 million.«

Informationer af den art er ikke ualmindelige, men her usædvanligt sagligt pointeret.

Intelligent analyse

De hurtige fokusskift betyder, at der ikke er nogen egentlig hovedperson, skønt nogen er mere fremtrædende end andre, og filmen glimter af stjerner: Matt Damon - fremragende - som Beths mand, Lawrence Fishburne som utrættelig, men ikke ufejlbarlig leder af et center for sygdoms bekæmpelse, Kate Winslet som en opofrende læge og Jude Law som en øretæveindbydende journalist og blogger med dårlige tænder. Som en parodisk Julian Assange ser han konspirationer over alt.

”Contagion” er en overlegen og intelligent analyse af, hvordan en dødelig virus kan spredes og formeres gennem den mest ordinære, nødvendige daglige foretagsomhed og udløse både angst og hysteri, der destruerer de almindelige omgangsformer, som betinger det personlige, sociale og økonomiske liv.

Naturen slår tilbage

Hvad gør man i en sådan situation? Den er jo ikke utænkelig, det dokumenterer Soderbergh uden apokalyptiske udskejelser. Overbefolkningen er et voksende globalt problem, og det forlød for et par dage siden, at jordens befolkning nu har rundet de syv milliarder, der alle skal brødfødes og have vand.

Det er vel ikke uforståeligt, om naturen på et eller andet tidspunkt får nok og slår igen med et ukendt masseudryddelses-våben. ”Den sorte død”, der brød ud i 1347, kostede ca. en tredjedel af Europas befolkning livet, og både ebola og aids har jo haft et foruroligende omfang.

Soderbergh tilråder i ”Contagion” tillid til videnskab og rationalitet, til offentlige myndigheders kompetence og effektivitet. Der er ingen metafysik i den film, hvad der - foruden dens andre kvaliteter - gør den ædruelig, foruroligende og vedkommende. Historien fortælles strategisk velovervejet og uden svampede følelser, men samtidig en anelse distanceret trods den hektiske dramatik.