Anmeldelse: Forbudt Kærlighed

Drama

Forbudt Kærlighed

USA, Frankrig, Iran, 2011

Instruktion: Maryam Keshavarz

1 time 47 minutter

Premiere i dag i Empire Bio, Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Biffen Aalborg, Gentofte Kino, Bio Værløse, Ishøj Bio, Malling Bio

Debutanten Maryam Keshavarz har meget på hjerte. Som iransk-amerikansk ung kvinde optager de (kvinde-)undertrykkende institutioner i Iran hende - noget, som hun har oplevet på egen krop, når hun på ferie har besøgt landet.

Og det er en rystende virkelighed, hun beskriver i sin film, der dog ikke kan se sig fritaget for at være drevet af en lige lovligt stor portion gode viljer, der til tider beklageligvis er anrettet på en bund af soap opera-lignende vildskud.

Pigerne Atefeh og Shireen er bedste veninder, men de er måske ved at blive mere end det. Deres seksuelle vækkelse får følgeskab af en større og større kritisk bevidsthed om det land, de lever i. Da Atefehs bror vender hjem fra narkoafvænning, er han blevet born again muslim, og han ser det som sin opgave at få pigerne afgiftet for vestlig dekadence, som deres festdominerede og seksualitetslegende ungdomsliv i hans øjne er inficeret af.

Symbolsk sammenstød

Det skaber naturligvis problemer i familien, der bliver symbolet på det sammenstød mellem modernitet og bagstræberisk, ofte religiøst funderet patriarkalsk traditionalisme, der finder sted i det omgivende samfund. Det sidstnævnte illustreres blandt andet i en benhård scene, hvor pigerne efter nogle natlige udskejelser bliver fanget af det hemmelige politi, der undersøger dem for at se, om de stadig er jomfruer. Det er et statsautoriseret overgreb, der naturligvis er langt mere krænkende og traumatiserende, end et fumlende, men frivilligt førstegangsknald nogensinde kan være.

I det hele taget er der ikke meget sjov, for nu at underspille alvoren, ved at være ung kvinde i Iran. Og det er de barske realiteter, der for alvor gør indtryk i ”Forbudt kærlighed”.

Filmen er optaget i Libanon, og derfor har instruktøren kunnet tillade sig at vise langt flere ting, end hvis filmen havde været underlagt iransk censur. Det er forståeligt, at Keshavarz er faldet for fristelsen til også visuelt at udforske det forbudte. Men de kælne nærbilleder af de to unge kvinder og deres kærlighedsberøringer er til tider ved at kamme over i det overgjorte og bombastiske. Ligeledes er optagelserne fra broderens overvågningskameraer, som han sætter op i huset for at kunne følge sin families gøren og laden, et alt for bogstaveligt og uelegant greb.

Men når ”Forbudt kærlighed” er bedst, rammer den en poetisk tone, der vokser ud af de omstændigheder (filmens originaltitel er ”Circumstance”), som de unge kvinder er underlagt, og giver et håb om, at mellem ukrudt kan smukke blomster gro.