Under samme tag

Yacoubians hus

Egypten

2006

Instruktion: Marwan Hamed

2 timer 52 min.

Premiere i dag i Grand Teatret i København, Cafébiografen i Odense og Øst for Paradis i Århus

Egyptisk film er ikke noget, som vi ser

meget af her i Danmark, og det er der sådan set gode nok grunde til. De sidste årtier har stort set kun instruktøren Youssef Chahine, der døde sidste år, fundet vej til de danske biograflærreder og det kun i festivalsammenhæng.

Dét skal der nu rådes bod på med ”Yacoubians hus”. Og aldrig har oddsene set bedre ud. Ganske vist er filmen instrueret af den debuterende Marwan Hamed, men filmen er bygget på Alaa Al-Aswanys bestseller af samme navn og er den hidtil dyreste og mest ambitiøse produktion i Egyptens filmhistorie.

Hele samfundet i ét hus
Den kalejdoskopiske handling i ”Yacoubians hus” følger beboerne i titlens bygning, som også i virkeligheden ligger på Suleiman Basha-gaden i downtown Cairo.

Ved sin opførelse i 1934 var huset en af de mest luksuriøse ejendomme i byen, men gennem årene er bygningen forfaldet, og de tag-rum, der engang blev brugt som vasketøjsrum, huser nu hele familier af samfundets nederste, mens husets herskabslejligheder bebos af overklassen.

Bygningen kommer dermed til at udgøre et tværsnit af det egyptiske samfund, og Hamed lader klogt nok netop hele dette samfundsmæssige mikrokosmos stå, selv om han er nødt til at lade nogle historier veje tungere end andre.

Afdanket aristokrat
Den unge Taha, der ikke har pengene eller de sociale forbindelser til at komme ind på politiskolen og i sin frustration lader sig hverve som religiøs fundamentalist, står således svagt i filmen.

Hvorimod skildringen af hans barndomskæreste, Busayna, der forsøger at finde et job, hvor chefen ikke befamler hende mere end højst nødvendigt, udfoldes ypperligt, lige som den homoseksuelle fransk-egyptiske avisredaktør Hakim er fint optegnet.

Men især er det portrættet af den afdankede aristokrat Zaki Bey, »den sidste respektable mand i forfaldets tidsalder«, der lige som hu-set vidner om fortidens storhed og den fremtidige undergang, som løfter filmen til en rørende menneskelig fortælling.

Fascinerende fremmedhed
Filmen er fortalt i en mærkværdig, men charmerende blanding af barsk socialrealisme og skingrende sæbe-opera. I forhold til europæisk film er der skruet op for det hele - følelser, musik og blod - og det er sommetider komisk, sommetider rørende og fascinerende i sin fremmedhed.

Samtidig er filmen med sine klare henvisninger til kontroversielle emner som homoseksualitet, korruption, kvindeundertrykkelse og religiøst tyranni lidt af et nybrud i en verden, hvor samfundskritik ikke altid modtages med kyshånd.

Men forklædt som filmisk epos er filmen blevet flot modtaget i sit hjemland. Må det ligeledes gå den godt i de danske biografer.