Anmeldelse: 10 timer til paradis

Drama

10 timer til paradis

Danmark, 2012

Instruktion: Mads Matthiesen

1 time 32 minutter

Premiere i dag i 27 biografer landet over

Ideen er fantastisk god. Den imposante bodybuilder Dennis er en 38-årig voksen mand, der bor hjemme hos sin mor, der er en Tommelise i favnen på sin King Kong af en søn. Alligevel er det hende, der er den stærke i forholdet.

Hun serverer skyld til morgenmad og dårlig samvittighed til frokost, og om aftenen skylles alting ned med stikpiller, følelsesmæssig pression og giftig manipulation i så store doser, at selv Freud ville få nervøse trækninger.

Symbiosen mellem mor og søn slår sprækker, da Dennis begynder at se sig om efter en pige. Og da hans onkel Bent bliver gift med en pige fra Thailand, aner Dennis en mulighed for en jagtmark, der er mor-frit territorium.

Dennis er dog genert og ikke meget for, at pigernes kærlighed er proportional med mængden af bath i mændenes pengepung. Da han møder enken Toi i et træningscenter, opstår der dog en mere hæderlig og ren sympati de to imellem.

Men hvad vil Dennis' mor sige, hvis han kommer hjem med en kæreste, som han vil bo sammen med - uden mor?

Tilfældig realisme

Mads Matthiesen spillefilmdebuterer med ”10 timer til paradis”, men han har allerede arbejdet med historien om kropsbyggeren og hans mor i kortfilmen ”Dennis” fra (2007), der blev udtaget til den amerikanske filmfestival Sundance, ligesom ”10 timer til paradis” er det nu. Som det ofte sker, når en kortfilm udvides til spillefilmslængde, trækkes den enkelte idé, der bar det korte format, ud. Men den gøres ikke nødvendigvis fyldigere eller forgrener sig.

Et kollaps

Nok tilføres ekstra scener, men den oprindelige tanke, i dette tilfælde ”lille-mand-i-monstrøs-krop har monstrøs-mor-i-lille-krop”, er stadig dominerende. Og som så mange gange før, kollapser det også her.

”10 timer til paradis” er faktisk en fin lille film. Sympatisk og båret af en god idé. Og skuespillet af Elsebeth Steentoft og Kim Kold er fængslende. Men den er også problematisk, fordi den balancerer på grænsen til at udlevere sine karakterer. Der er ikke noget Hitchcock'sk melodramatisk over mors og søns forkvaklede forhold, og der dvæles ikke ved de psykologiske gys, som deres relation naturligvis fremkalder, for Matthiesen dyrker en mere tilfældig realisme. Skuespillerne er overvejende amatører, scenerne er optaget on location med ingen eller rå lyssætning. Denne higen efter autenticitet punkteres af ideen, det overraskende brud med fordommen om bodybuilderen som selvsikker, narcissistisk Tarzan.
Selv om Kim Kold som Dennis har en utroligt rørende udstråling og er meget sympatisk, får han enten ikke nok at arbejde med, eller også har han ikke skuespiltalentet til at give sin karakter kød, selv om hans statur måske kunne få os til at tro noget andet. Man bliver kun for alvor interesseret i Dennis i de scener, hvor han løfter jern og viser muskler i træningscenteret. Der ser man et glimt af et helt menneske, der befinder sig som en fisk i vand, og som man har lyst til at lære bedre at kende. Men man kan ikke lade være med at tro, at lige dér er Dennis i virkeligheden mest Kim.

I det hele taget er der flere uforløste tiltag og noget, der virker næsten uigennemtænkt i ”10 timer til paradis”. Det faktum, at filmen skal virke virkelig, mens den samtidig påberåber sig retten til ikke at være det, fordi vi befinder os i fiktionen, er en ærgerlig helgardering.

Okay, vi accepterer, at Dennis ikke vil købe sig til kærlighed i Thailand. Vi skal også acceptere at se på andre fedladne midaldrende mænd, der dog gør det. Uden at filmen via Dennis egentlig tager afstand fra det.

Leger med fordomme

På den måde leger Matthiesen med fordomme. Nogle vil han have os til at købe, andre vil han bryde med. Det er et forvirrende greb, der ikke øger troværdigheden. Men mest af alt er ideen bedre end filmen, der godt kunne have fået et skud energidrik, så også plottet havde haft lidt flere muskler at spille med.