Moodyssons Mammut

Mammut (Mammoth)

Sverige/Danmark, 2009

Instruktion: Lukas Moodysson

2 timer 3 min.

Premiere i dag i Dagmar i København, Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense

Tomhed. Forbistret følelse af frustrerende tomhed.

Sødt pigebarn på vej i planetariet med den filippinske barnepige Gloria. Kønt og velbeslået newyorker-forældrepar: Leo og Ellen (Gael Garcia Bernal og Michelle Williams) i afskedsomfavnelse i den snehvide dyne. Lækker lejlighed pakket ind i varme farver og smukt oplyst af tre italienske Foscarini-lamper på stribe.

Og midt i det hele: En underliggende tone af tomhed.

Han er på vej til Thailand med privatfly for at underskrive en millionkontrakt iført en Mammut-elfenbens-pen til 3000 dollars. Hun er på vej på hospitalet for at redde menneskeliv iført et Bulgari-armbånd.

Deres datter Jackie er tæt knyttet til Gloria, som sender penge hjem til sine savnede sønner på Filippinerne. De savner deres mor så meget, at den ældste Salvador begår en handling med fatale konsekvenser.

Vestlig velstand af i dag

Vi har det hele og så alligevel intet. Vi molesterer jordkloden, hinanden og vores børn. Og mens vi gør det, er vi ensomme og tomme. Vi kan ikke trænge ind til os selv og slet ikke til hinanden. Vi tager lykkepiller, går ned med stress og forskanser os bag polerede velstandsfacader.

For at komme af med frustrationerne fyrer vi den af på et løbebånd, som kvitterer for indsatsen med en kortvarig endorfin-lykkerus. Jordkloden får sig en ordentlig omgang CO2-udslip, selv om moden dikterer miljørigtige biler. Og gennem vores arbejdsplads CSR-politik (Corporate Social Responsibility) udlever vi et globalt-socialt ansvar.

Som forældre knokler vi begge af sted for karrierer og selvudvikling på højere plan, for uha-uha, tænk hvis vi skulle opgive noget af »mit-mit-mit«. Og børnene, hva' med dem? Ja, men de får sig da det sidste nye: En filippinsk barnepige.

Mastodont pointe

Lukas Moodysson har i sin første internationale mainstream-film taget Vestens rolle i en globaliseret verden under behandling. Han viser, hvordan vi på tværs af jordkloden hænger sammen, og hvordan vi burde være bedre til at tage vare på hinanden og navnlig vores børn.

I sit snit minder ”Mammut” om Alejandro González Iñarritus globale ”Babel” (2006), blot er hverdagen trukket tættere på.

Desværre falder pointerne tungt i den narrative fortælling, hvor Marc Zykinds billeder fra Filippinerne og Thailand pakker formen smukt ind. Moodysson, som ellers er kendt for sine sjælsvridende universer, har vigtige pointer, men forfalder til konstruktion og klicheer med det til overmål ureflekterede om end sympatiske newyorker-par.

Vant til lidt af hvert

Undervejs giver filmens meditative form én følelsen af, at publikum bliver undervurderet. Scenerne gentages igen og igen uden synlig udvikling, som når vi for tredje gang ser newyorker-lægen, der løber på sit løbebånd, eller når hun i samtalekøkkenet åbner det bugnende køleskab og alligevel bestiller mad udefra, inden der klippes over til et spartansk køkken i Manila.

Vi forstår tragedien i verdensordenen og i den menneskelige fremmedgørelse, men forbliver distanceret betragtende.

Vi er vant til lidt af hvert med mester Moodysson, men altid, at han tager et præcist og hårdt greb om vores følelsestråde, mens han stirrer os intenst i øjnene.

Vi kan væmmes og græde, men vi kan ikke undvige hans blik eller slå øjnene ned. Derfor skuffer ”Mammut”. Hans næsten ophøjede forståelse for alle parter får blikket til at flakke og følelserne til at falme. Alligevel får han en ekstra stjerne - for det globale tema, der maner til refleksion og for den vægtige understregning af menneskets behov for hinanden.