Anmeldelse: Samme tid næste år

Drama

Samme tid næste år

(One Day)

Storbritannien, 2011

Instruktion: Lone Scherfig

1 time 47 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Efter translokationsfesten havner de i seng sammen, dog uden at noget bliver fuldbyrdet. Emma er en snusfornuftig og lidt hæmmet bogorm, mens Dexter er en umoden scoretype.

Med tiden bliver hun først en dygtig skolelærer og så en succesrig forfatter, mens han oplever storhed og fald som tv-stjerne. De møder begge andre partnere, men forbliver hinandens bedste venner, og vil de mon nogensinde finde sammen for alvor?

Til at tude over

Ja, vil de mon? Selv da den sørgmuntre historie, der fortælles i form af årlige snapshots den 15. juli, tager en voldsomt tragisk drejning, er den aldeles forudsigelig, og neden under vittighederne - som ofte er ret sjove - er der aldrig langt til glasurskålen.

Englænderen David Nicholls har selv skrevet manuskript efter sin bestsellerroman. Filmen er Lone Scherfigs efterfølger til den prægtige ”An Education”, og det er af de helt forkerte grunde lige til at tude over.

Når ”An Education” var så god, var det nemlig i høj grad, fordi det ikke var til at gætte, hvordan den underspillede historie ville udvikle sig, og fordi samtlige personer var skildret med lige dele bid og solidaritet.

I ”Samme tid næste år”, der lige så godt kunne have heddet ”Da Harry mødte Sally i forbindelse med tre bryllupper og to begravelser”, sker derimod intet uventet, og kun få af personerne fremstår som meget andet end konstruktioner og karikaturer.

Men det er ikke Lone Scherfigs skyld. Faktisk kan man, mens historien slæber sig af sted i et tempo som en ungarsk avantgardefilm, med fordel bruge tiden på at nyde, hvor meget hun er i stand til at få ud af denne gang pseudolitterært sukkervat.

Der skal kvinder til

Her er lækre billeder fra Edinburgh, London og Paris, elegant leg med visuelle effekter, ikke en kliché inden for tidstypisk stil og musik gennem 25 år, der lades uberørt, samt frem for alt fornemt, gennemarbejdet skuespil i en række roller, der ikke har fortjent det.

Jim Sturgess og Anne Hathaway spiller stort med små midler, ligesom Rafe Spall som Emmas mislykkede komiker af en ægtemand og Ken Stott som Dexters bryske far med hjertet på rette sted.

Når forløbet er så irriterende, er det også fordi, der et eller andet sted i den, og igen stik modsat ”An Educations” anderledes åbne frigørelsesfortælling, gemmer sig en ærkesmåborgerlig og meget tidstypisk dameblogmorale.

Noget med, at de her umodne drengemænd naturligvis skal forbi en klog og belæst kvinde for at kunne finde sig selv og lægge alt overfladisk statusræs af sig, for i stedet at åbne en lille ærlig café med gode råvarer og huske at være kærlige fædre for deres døtre.

Det skal nok være et budskab, som en del kvindelige biografgængere rigtig gerne vil høre. De skal dog ikke blive forundrede, hvis deres kærester hellere vil ind og se ”Bollevenner”.