Anmeldelse: An Education

An Education

England, 2009

Instruktion: Lone Scherfig

1 time 40 min.

Premiere tordag i biografer landet over

For et år og to måneder siden så jeg Lone Scherfigs elegante ”An Education” på Berlin Film Festival - uden for konkurrence. I et år og to måneder har jeg jublet over denne film og sagt til gud og hvermand, der gad lytte, at den var et must see, en fin lille perle af de få.

Jeg elsker denne film. Jeg elsker Lone Scherfigs sans for deltaljen og præcise menneskeskildringer. Jeg elsker den eksklusive Carey Mulligan med sin ringlende stemme, som er den unge pige Jenny på 16 år.

Hun forelsker sig i et stærkt charmerende og meget ældre bæst. Jeg elsker Peter Sarsgaard, som er bæstet, og så alligevel ikke helt. Nick Hornby, som er en af de forfattere, der har fået mig til at grine oprigtigt højt, bl.a. med romanen ”High Fidelity”, er beviset på, hvad et fuldstændig gennemarbejdet og detaljeret manuskript med lige dele vid og bid kan gøre for en film.

Kostume, klipning, fotografering - det hele gnistrer og har været medvirkende til, at ”An Education” blev en stilsikker sejlads gennem diverse festivaler med Carey Mulligan som gallionsfigur.

TV: Se traileren for "An Education" her

En sand historie

Det hele kan lyde som en fest, men filmen er et stort skelsættende drama oplevet i det nære - og ganske sandfærdig. Virkelighedens Jenny hedder Lynn Barber. Hun er i dag journalist på ”The Independent” og udgav i 2003 et lille kapitel om sit liv i det engelske magasin ”Granta”. Temaet for det nummer var ”Life's Like That”.

Lynn Barber redegør ganske besk for den kærlighedsaffære, der skulle lære hende en alvorlig lektie, som kom til at præge resten af hendes liv: At man her i livet ikke kan stole på nogen, og at alle er i stand til at leve på en løgn.

Lone Scherfigs film er ikke besk, men let og munter. Som noget rent og rørende oplever vi det kønne enebarn Jenny i 1961 slide med lektier og latin for at opfylde sin fars (Alfred Molina) meget faste ønske om at se hende på Oxford-universitetet.

Men hun er livslysten og længes langt ud over de udstukne rammer - direkte ned i hjertet af et romantisk Paris. Hun vil være hurtigt voksen, så hun kan møde interessante mennesker »der ved meget om meget«, henånder hun til veninderne, mens Juliette Gréco lokker fra grammofonen.

Igennem Camus arbejder hun på et sofistikeret og barnevoksent udtryk.

Livsenergisk charme

Det kan lyde studentikost, men der er ingen forstillelse over Jenny i den lille forstad til London, da hun og hendes cello bliver tilbudt et lift af den ældre David. Hans livsenergiske charme slår snart benene væk under Jenny og hendes forældre, og med deres velsignelse trækker han hende en tur igennem livets skole.

Med Davids vennepar, Helen og Danny, turer de rundt i smarte biler på landet, spiser kaviar og drikker champagne, danser og køber kunst - og Paris får de besøgt i blide farver en forårsdag. Skoleuniformen falder, og Jenny går fra ung pige til ung dame.

David og Danny har lyssky forretninger, og Jenny accepterer det træt af at være i et land, hvor alting står stille. Men mødet, forholdet og kærligheden kommer til at mærke hende for livet.

Historien er brutal. For den handler om at vågne op fra de romantiske drømme til den rå virkelighed i en meget ung alder. Den handler om svigt fra dem, man elsker, både forældre og kærester, hvor noget brister for alvor.

Uforglemmelige replikker

Filmen er finfølt, autentisk, bevægende og sjov. Der er uforglemmelige replikker - selv i de mindre roller, som er besat af så stærke kræfter som blandt andre Emma Thompson og Sally Hawkins.

Den eneste lille anke, der skal lyde, er måden, hvorpå den 16-årige Jenny bevæger sig stjerne-selvsikkert i sin voksne elskers verden. Ikke én gang vakler hun og fremstår barnlig sammenlignet med dem. Anken er så lille, for manuskriptets beåndethed er netop det, der gør dialogerne til en lang nydelse.

LÆS OGSÅ: Livet som indsat(s) - anmeldelse af det nye danske fængselsdrama "R"

TV: Se traileren for "An Education" her