Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Pomp og pragt mangler dybde | film.guide.dk

Pomp og pragt mangler dybde

Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby” er en legesyg glimmerkanon, der alt hurlumhejet til trods dog virker sært bedaget.

Drama
Den store Gatsby
USA, 2013
Instruktør: Baz Luhrmann
2 time og 22 minutter
Premiere i dag i biografer landet over
 

Siden det kom frem, at australske Baz Luhrmann barslede med en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds kanoniske klassiker ”Den store Gatsby”, er der blevet gjort mange overvejelser om, hvordan den notorisk udstyrselskende instruktør ville forløse den store tekst filmisk. Flere har tidligere gjort forsøget, men hver gang er Fitzgeralds store historie blevet til en forbavsende lille film.

”Den store Gatsby” er en af de absolutte sværvægtere i amerikansk litteratur, og man kan tydeligt fornemme Fitzgeralds fascinerende historie i Luhrmanns iscenesættelse.

Den håbefulde, unge idealist Nick Carraway (Tobey McGuire), romanens fortæller og den, der skriver historien om Gatsby, har i filmens begyndelse ladet sig indskrive på et psykiatrisk sanatorium. Han lider af svær alkoholisme, diverse psykiske forstyrrelser og ingen lyst til at leve. Da lægen endelig får hans mund på gled, har Nick kun et menneske i tankerne; et menneske, der ulig nogen andre var i stand til at bevare håbet, mens det så allermest sort ud. Den mand var Jay Gatsby, og lægen opfordrer forfatterspiren Nick til at skrive historien ned.

En interessant nabo

Historien tager os nu tilbage til sommeren 1922 i den fiktive by West Egg på Long Island. Nick håber at klare skærene og score kassen på Wall Street, og han indlogerer sig i et beskedent hus ved vandet. Naboejendommen er af en ganske anden kaliber: Et gigantisk, knejsende palæ, hvis ejer, Jay Gatsby (Leonardo DiCaprio), synes at nære en tiltagende interesse for den ellers så anonyme Nick.

Det skal dog vise sig, at det ikke så meget er Nick, som det er hans kusine, den yndige Daisy Buchanan (Carey Mulligan), som Gatsby tragter efter. Det viser sig nemlig, at de to havde en hed romance fem år tidligere, men den blev afbrudt af krigen og Gatsbys indædte beslutning om først at vende hjem til Daisy som en rig mand.

Daisy er nu gift med den sleske rigmandssøn Tom Buchanan (Joel Edgerton), der er hende åbenlyst utro med den lokale mekanikers barmfagre hustru (Isla Fisher), men så snart hun ser Gatsby igen, svulmer de gamle følelser op.

Men tragedien lurer konstant under den giftigt glitrende overflade, og uden at afsløre for meget for Gatsby-jomfruer, er det ikke for meget at sige, at den evige lykke ikke just trives under den dekadente razzledazzle i jazztidens New York.

Diabolsk charmetrold

Det allermest fascinerende ved ”Det store Gatsby”, bogen forstås, er selvsagt den mystiske Gatsby-figur. En diabolsk charmetrold med kortene tæt til kroppen. Det giver absolut mening at caste DiCaprio i den rolle, da den i så afgørende grad kræver pondus. Alligevel lykkes det ikke den ellers fremragende superstjerne at gøre Gatsby så facetteret, som man kunne have håbet.

Man savner et Tom Ripley’sk knæk i karakteren, der bliver for glat og ikke nær dæmonisk nok. I det hele taget er castet i ”Den store Gatsby” temmelig konservativt.

Kun den relativt uprøvede Elizabeth Debicki som Daisys veninde, Jordan, skiller sig rigtigt ud. Det havde været fantastisk at have haft nye ansigter i de andre bærende roller i stedet for de allerede kendte, der ikke rummer intensitet nok til at bære historien.

Som i ”Moulin Rouge” og ”Romeo + Juliet” lader Luhrmann soundtracket være en kakafoni af stilarter, og i de storslåede festscener i Gatsbys palæ, hvor der danses charleston til elektroniske rytmer, fungerer flot, ligesom en pumpet udgave af Beyoncés ”Crazy in Love” også er klassisk Luhrmann.

Et hult spektakel

Baz Luhrmann plejer at excellere stilistisk, og her er ”Den store Gatsby” ingen undtagelse.

Men Luhrmanns inderlige dyrkelse af overfladen bliver aldrig så intens som i eksempelvis ”Moulin Rouge”, og spektaklet forekommer hult. Den rene staffage er Luhrmanns varemærke, men udsmykningerne er nødt til at ramme en dybere klangbund, før de giver mening. Ellers bliver det bare – som desværre også 3D-effekterne – ligegyldigt.

Enkelte scener er dog visuelt brillante, som når Gatsbys gule lyn drøner med højhastighed gennem Long Islands smalle gader, eller en scene fra et underlødigt New York, hvor kameraet lader vinduerne i en etageejendom blive fremhævet på skift.

Men trods disse stilistiske lyspunkter, har Luhrmann et temmelig altmodisch greb om fortællingen, der med sin rammekonstruktion og dryssende bogstaver over lærredet primært bliver til ord.

Filmografi

Baz Luhrmann

  • Den store Gatsby (2013)
  • Australia (2008)
  • Moulin Rouge (2001)
  • Romeo + Julie (1996)
  • De forbudte trin (1992)

Anmeldelse: Titanic 3D

03-04-2012: Filmdrama: Repremieren på ”Titanic” – nu i 3D – afslører, hvor lunken en film og hvor skrøbelig en kærlighedshistorie det egentlig er. Læs artikel

Anmeldelse af Far from the Madding Crowd

23-04-2015: Thomas Vinterbergs filmatisering af Thomas Hardys roman fra 1874 er ikke fejlfri, men den når glimtvist stormfulde højder. Læs artikel

Anmeldelse: Revolutionary Road

29-01-2009: ”Revolutionary Road” er både en skarp sædeskildring af 1950'ernes USA og en tidløs skildring af bristede drømme. Læs artikel

Anmeldelse af Jeg er stadig Alice

05-03-2015: Filmdrama: En renfærdig og redelig film om en 50-årig kvinde, der rammes af Alzheimers. Julianne Moore fik en Oscar for hovedrollen, og som hendes mand er Alec Baldwin fremragende. Læs artikel

Anmeldelse af Det er herligt at leve

16-12-2014: Frank Capras juleklassiker over dem alle kan opleves på det store lærred. Det er en usigelig fryd. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...