Revolutionary Road

Drama

Revolutionary Road

USA, 2008

Instruktion: Sam Mendes

1 time 59 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Da April (Kate Winslet) og Frank (Leonardo DiCaprio) mødte hinanden, forelskede de sig både i hinanden og i en fælles drøm om at leve livet fuldt ud og følge deres hjerter.

Men fem år senere sidder de alligevel i en nydelig forstadsvilla i Connecticut med to børn, bil og faste rutiner. Hver morgen vinker April farvel til sin mand, som gnidningsløst falder ind i mængden af grå jakkesæt i toget på vej til Manhattans evige kontorlandskaber.

Pludselig en dag bliver det for meget for April. Hvorfor har vi accepteret den samme vrangforestilling om, at livet stivner, når man får børn? spørger hun Frank, der nok hader sit job, men er noget mindre forandringsvillig end sin hustru.

Efter en flygtig affære på kontoret lader han sig dog overbevise af hendes plan - enten af skyld eller af lyst - om at tage til Paris, hvor de igen vil leve livet, »som om det betød noget«.

Endt i den sociale fælde
Handlingen lyder måske ganske udramatisk og genkendelig for de fleste. Men ”Revolutionary Road” er et langt større drama end sidst, da de to krydsede kærlighedsklinger i ”Titanic”.

Winslet beviser sit værd som en af årtiets største skuespillerinder, og DiCaprio bruger sit babyface til at portrættere en voksen mand, der endnu ikke ved, hvad han drømmer om - og sammen spiller de så godt, at det gør ondt.

Drømmen om Paris får de to til at blive som nyforelskede igen, og omverdenens (særligt de søde, men småborgerlige naboer) reaktion bekræfter dem i, at de gør ret i at flygte fra den håbløse tomhed, som deres tilværelse præges af.

Det handler ikke om at trække stikket ud, men om at sætte det i igen, som April siger. Men akkurat som planen er sat i værk, bliver Frank tilbudt forfremmelse og lønforhøjelse, og pludselig bliver det tydeligt, at den sociale fælde, der er klappet om dem, er stærkere, end de havde troet.

Udtrykt i birollerne
Ud over at være en ekstremt velspillet film er ”Revolutionary Road” kendetegnet ved flotte billeder, et blik for detaljen og en skarp satire over bagsiderne af den amerikanske forstadsdrøm, som den så ud i de pastelfarvede 1950'erne.

Det kommer især til udtryk i birollerne: Kathy Bates som ejendomsmægleren, der er begejstret for Frank og April, fordi de tilfører kvarteret lidt lokalkolorit, og Michael Shannon, der er uhyggeligt god som hendes sindsforvirrede søn, hvis eneste skavank er en evne til at se knivskarpt gennem den indbildte idyl.

Selv om instruktør Sam Mendes også tidligere i filmen ”American Beauty” satte den amerikanske drøm under lup, er ”Revolutionary Road” i modsætning til forgængeren ren tragedie. Og fortællingen om mennesker, der kæmper med at få livet til at se ud som drømmen, er mindst lige så relevant og gribende i dag som for et halvt århundrede siden - hvis ikke mere.