Anmeldelse: Body of Lies

Drama Body of Lies USA, 2008

Instruktion: Ridley Scott

2 timer og 8 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Ridley Scott hører til de mest rutinerede blandt de aktuelle filminstruktører. Så rutineret, at han risikerer at køre tomgang.

Det er længe siden, han lavede så dristige, visuelt grænseoverskridende og nyskabende film som ”Blade Runner” (1982) og ”Legend” (1985) eller desperate, galgenhumoristiske road-movies som ”Thelma and Louise” (1991). Siden den spektakulære ”Gladiator” (2000) har hans film nok været kompetente, ofte dynamiske, men sjældent særligt engagerende.

En distræt sag
Man kunne fornemme en vis uengageret rutine i ”Blach Hawk Down” (2001), mens han virkelig var til stede i den formidabelt udførte, gennemtænkte og dialektisk pointerede ”American Gangster” fra 2007, hans bedste i flere år.

Bortset fra håndelaget, den usvigelige professionalisme og Scotts visuelle slagkraft har ”Body of Lies” ikke meget at byde på: En lidt distræt sag, der ikke på noget tidspunkt sætter turbo på følelserne.

Måske fordi Leonardo DiCaprio er for kold en fisk til at skabe sympati, kun reserveret interesse for sin CIA-agent på beskidt feltarbejde i Jordan. Bedre bliver det ikke af, at der som en art defekt pacemaker indopereres en kærlighedshistorie, som kun bremser handlingen.

Scott frådser i fermt iscenesatte eksplosioner, så bål og brand breder sig over lærredet, men det er set før, og her føjes der intet til. Russell Crowe, hans foretrukne skuespiller siden ”Gladiator”, må have fået besked om at tage mindst 20 kg på til rollen som CIA-mand: En fedladen, lettere bøvet, arrogant kyniker og et demoraliseret magtmenneske, som han tegner med foruroligende autenticitet.

Fra slemt til værre
Det er ham, der om det blodige spil i Mellemøsten, hvor alle snyder alle og selv bliver snydt, siger: »Vi er alle skyldige.« Deraf udleder han, at så kan vi ligeså godt lade den ene svinestreg overhale den anden og de andres, så situationen hele tiden eskalerer fra slemt til værre og værre og værre.

Historiens kerne er et amerikansk forsøg på at finde frem til en arabisk terrorist af Al Qaida-format. Han står bag morderiske eksplosioner i Amsterdam og andre europæiske storbyer - ud fra den primitive betragtning, at Vesten har fået »os til at bløde. Nu skal de bløde.«

Bedrages skamløst
I jagten på ham helliger målet midlet. Den jordanske sikkerhedschef - spillet med afmålt kulde og værdig reservation af Mark Strong - bedrages skamløst af DiCaprio, skønt han har svoret ham ubetinget ærlighed.

Koldt kalkulerende vikler han med de grusomste følger en sagesløs arkitekt ind i en smart udtænkt intrige. Og alligevel er det Mark Strong, der trækker det længste strå, hvad det er svært ikke at godte sig en smule over - så idiotisk hensynsløst amerikanerne ter sig.

Jeg glæder mig altid til en ny Ridley Scott-film. De er værd at se, også denne, men næppe igen. Hans sans for stram økonomisk opbygning af den enkelte sekvens og hans usvigelige håndelag er i sig selv en tilfredsstillelse. Selv når han ikke har meget mere på hjerte end rutinens tomgang.