Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
J. Edgar | film.guide.dk

J. Edgar

Med Leonardo DiCaprio i titelrollen som J. Edgar Hoover leverer Clint Eastwood som instruktør et femstjernet portræt af FBI's legendariske og hensynsløse chef gennem næsten et halvt århundrede.

Historie

J. Edgar

USA 2011

Instruktion: Clint Eastwood

2 timer og 16 min.

Premiere i dag i Dagmar i København

Clint Eastwoods film om FBI's - det amerikanske forbundspolitis - lige så legendariske som berygtede grundlægger og chef gennem 48 år, J. Edgar Hoover, er ikke en biografisk historie. Det er den også. Heller ikke er den et historisk epos. Dertil er dens kronologi alt for brudt op. Men den fortæller om en historisk epoke på 48 år. Først og fremmest er den dog en karakteranalyse, hvad der fremgår af titlen, der udelader hovedpersonens efternavn.

J. Edgar blev født i 1885. Som ung blev han ansat i justitsministeriet, og filmen begynder med et bombeattentat i 1919 mod hans chef, den daværende justitsminister. En begivenhed, der ryster ham og konfronterer ham med et samfund, som bomber, kriminalitet, lovløshed og revolutionær fanatisme er ved at drive til sammenbruddets rand. Der mangler en på en gang landsdækkende og central politimyndighed, og den får J. Edgar til opgave at skabe, hvad han gør med stor beslutsomhed og utrættelig energi. Og hans resultater er iøjnefaldende. Det lykkes således FBI at pågribe Bruno Hauptmann, der kidnappede Charles Lindbergs lille søn, en af århundredets mest opsigtsvækkende forbrydelser. Med held bekæmpede han et udbredt gangsteruvæsen og udviklede nye metoder i efterforskningsarbejdet, f.eks. brugen af fingeraftryk.

Magtfuld og hensynsløs

Samtidig fik J. Edgar placeret sig som den mest magtfulde og hensynsløse mand i Washington, selv præsidenter frygtede ham. I en scene lader han daværende justitsminister Robert Kennedy forstå, at han har beviser på præsidentens seksuelle eskapade med en gangsters elskerinde. Han ville totalt smadre Martin Luther King og havde dokumentation for hans sex med prostituerede. Eastwood viser Kings udfoldelse som skygger på en væg med J. Edgars forstenede, fascinerede fjæs som det mest obskøne element i scenen. Han opsnapper og vil udnytte et fortroligt brev til Eleanor Roosevelt fra en veninde, der muligvis er hendes elskerinde.

I det hele taget var han besat af sex og var af den forvisning at graver man dybt nok, så finder man noget svineri i enhvers liv, og svineri var, hvad han gik efter og brugte som pression, så at ingen turde røre ham. Han havde - eller lod sive at have - noget på alle og plantede kompromitterede løgnehistorier i pressen. Men sin terror kunne han naturligvis kun udfolde i kraft af en morbid amerikansk besættelse af sex og politikeres angst for at blive taget med bukserne nede.

Selv var han en dybt problematisk person, fanget i en infantil binding til sin mor (Judith Dench) og med først fortrængte, siden åbenlyse homoseksuelle tilbøjeligheder, som forbandt ham med sin ven og fortrolige, dybt loyale samarbejdspartner, Clyde Tolson, skønt intet tyder på mere end en enkelt fysisk kontakt. Fordi han var usikker søgte han sikkerhed, og sin usikkerhed projicerede han over på samfundet, så han paranoidt så konspirationer alle vegne, kommunister og landsforrædere, som han jagtede med skræmmende brutalitet.

I Leonardo DiCaprios grandiose udførelse er han påfaldende blokeret i sit kropssprog og taler i eruptive staccato-sætninger og med en anelse skinger stemmeføring, en mand, der spejler og bekæmper sine indre dæmoner i omverdenen. I en del af scenerne filmes det halve ansigt i mørke som tegn på, at personerne hverken kender sig selv eller hinanden.

Indespærret i illusioner

Men der er fra Eastwoods side ingen moralsk eller politisk fordømmelse i skildringen af J. Edgar. Det er nok blot at vise ham, så filmen, hvis scener jævnligt er næsten klaustrofobiske, akkurat som J. Edgar er spærret inde i sin snu fanatismes illusioner. Tilsvarende er billederne holdt i velkalkulerede mørke, valnøddebrune farvenuancer, så både stemning og miljø genskabes troværdigt. Nogen troværdig mand er J. Edgar til gengæld ikke. Han dikterer sine erindringer til skiftende sekretærer og smører skamløst tykt på og tager æren for heltemodige præstationer, han har været på lang afstand af.

Troværdig er Eastwood derimod i den afbalancerede, men klare samfundskritik, der har præget de fleste af hans film siden ”The Flag of Our Fathers” (2006). Han ved godt at J. Edgar er en langt farligere mand end Dirty Harry. Men han siger det ikke. Og vi ved det, blot ved at møde ham på lærredet.

Anmeldelse: Body of Lies

28-11-2008: Ridley Scotts nye film med Leonardo DiCaprio er en lidt distræt sag. Læs artikel

Anmeldelse af While We’re Young

28-05-2015: Drama: Et sat par i 40’erne vil være unge med de unge og indlader sig med et par i 20’erne. Det tegner lyst, men mørkner snart. Det ældre par flipper ud i krukkeri, og bekendtskabet udarter til jalousi og forbitrelse. Læs artikel

Anmeldelse af The Wolf of Wall Street

08-01-2014: Filmdrama: Allerede nu er Scorseses nye film omgivet af skandale. Og den handler om skandaler: finanssvindel af værste slags og en svindler, der forsumper i et ryggesløst vellevned. Læs artikel

Anmeldelse: Titanic 3D

03-04-2012: Filmdrama: Repremieren på ”Titanic” – nu i 3D – afslører, hvor lunken en film og hvor skrøbelig en kærlighedshistorie det egentlig er. Læs artikel

Anmeldelse: Sandhedens time

13-02-2009: Grundig og underholdende film om Nixons tv-bekendelser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...