Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Precious graver sig ind i marven

”Precious” opleves som en moderne udgave af Steven Spielbergs racedrama "Farven Lilla".

Precious

USA, 2009

Instruktion: Lee Daniels

1 time 40 minutter

Premiere i dag i Dagmar, Empire, Falkoner, Grand, Vester Vov Vov i København, Kinopalæet, Lyngby, Biocity Odense, Biocity Ålborg, Biocity Århus, Øst for Paradis, Århus

»Min yndlingsfarve er lilla,« fortæller lærerinden Ms. Rain til Precious og hendes klassekammerater på den alternative skole, som de går på. Og der er flere grunde til, at man tænker på ”Farven lilla” (1985), når man ser Lee Daniels seksdobbelt Oscar-nominerede film. Blandt andet er den støttet af Oprah Winfrey (som blev Oscar-nomineret for sin birolle i Spielbergs film), og så stiller den skarpt på incestproblemer i en sort underklassefamilie.

Men Lee Daniels, der har instrueret ”Precious” er selvfølgelig helt sin egen.

Ind i knoglemarven

Pigen Claireece ”Precious” Jones (Gabourey Sidibe) er 16 år og gravid. For anden gang. Faderen til børnene er Precious' egen far. Ham ser vi ikke meget til i filmen, for han dukker blot op, når han har brug for at få stillet sine perverse lyster.

Det gør dog ikke teenagepigens liv lettere, for til hverdag lever Precious med sin tyranniske mor. Og hun udsætter også pigen for incest. Voldelige overgreb og verbale ydmygelser er dagligdagsforeteelser.

Der er ikke noget at sige til, at Precious har haft lyst til at trøstespise, og hun er blevet en stor pige. Hun vejer omkring 175 kilo, og så er hun kulsort. Ikke det bedste udgangspunkt for at flygte fra virkeligheden ind i en popstjernetilværelse i året 1987, sådan som hun drømmer om.

Hun drømmer



Men drømme gør hun, og i filmen bliver flimrende fantasier klippet ind i den rå, realistiske fortælling.

Det giver filmen kunstnerisk kant, men fjerner også somme tider fokus fra den dybt foruroligende fortælling, der kryber ind under huden og graver sig helt ind i knoglemarven - lige der, hvor den skal sidde.

For det skal gøre ondt at forstå Precious.

Der er ingen sentimental udvej, hvis historien skal få dybfølt relevans.

Ubeskrevne blade

Til rollelisten har Lee Daniels skaffet kendisser som Mariah Carey og Lenny Kravitz, der hver i sær yder troværdige præstationer i deres små roller.

Men det er det ubeskrevne blad Gabourey Sidibe og komikeren Mo'Nique (der er dog ikke noget sjovt over hende her) som hhv. Precious og hendes mor, der for alvor slår benene væk under publikum.

Deres forhold, fyldt med misundelse, afsavn, had, forvirring og underskud er tragisk nærværende. Filmen er ikke en tåreperser, der er antydninger af håb i den, og den slår flere dur-akkorder an end bogen, den bygger på.

Romanen er skrevet af Sapphire, en amerikansk forfatterinde, som engang var fotografen Jacob Holdts veninde, og som han har fotograferet til sin billeddokumentation af USA.

Hun har opsamlet stumper til historien fra den periode, da hun arbejdede i Harlem som skrive- og læselærer. Og måske har hun på et tidspunkt fortalt sin klasse, at hendes yndlingsfarve var lilla.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Drama

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce