Anmeldelse: I dine hænder

Drama

I dine hænder

Frankrig 2010

Instruktion: Lola Doillon

1 time 21 min.

Premiere i Dagmar, Gloria, København, Gentofte Kino, bio Værløse, Cafebiografen, Odense, Biffen, Aalborg, Nicolai Bio, Kolding og Haslev Bio.

Englænderen Kristen Scott Thomas har efterhånden perfektioneret rollen som den stærke kvinde, der må se sin verden, som hun kender den, brase sammen. I franske film vel at mærke, for det er i Frankrig, hun nu i mange år har imponeret som karakterskuespillerinde.

Derfor forstår man godt, at instruktøren Lola Doillon (datter af Jacques Doillon) har valgt Scott Thomas til rollen som den indelukkede og stejlt ensomme læge Anna, der er en af blot to centrale figurer. Det redder bare ikke filmen, der virker forceret, og som desværre mislykkes som alt andet end en stiløvelse. Det giver faktisk bagslag.

To fortabte sjæle

”I dine hænder” kredser om hævn og tilgivelse, og Doillon, der også har skrevet manuskriptet, forsøger at fortætte den tematiske atmosfære ved at lade det meste af handlingen udspille sig i ét rum.

Anna bliver kidnappet af Yann, som holder hende ansvarlig for sin kones død, da hun var i lægen Annas varetægt. Nogle skal betale for, at Yanns liv er gået i opløsning. Men mellem de to fortabte sjæle opstår et uventet fællesskab, og da Anna undslipper, er det kun sit fysiske fængsel, hun befries fra. Yann må hun se igen.

Postulerede følelser

Problemet med ”I dine hænder” er, at meget lidt virker ægte. De følelser, der angiveligt skulle opstå mellem de to hovedroller, er mildt sagt postulerede og rækker ikke helt ned til stolerækkerne og publikum.

Anna kalder Yann for en patetisk tabernar, men i Pio Marmaïs skikkelse ligner han blot en forvirret skuespiller/model, der leger voksen og følsom på en teaterscene.

Kristin Scott Thomas forventer man efterhånden en særligt kraftfuld præstation af, men det virker, som om instruktøren har gjort det samme og derfor ikke har forsøgt at skubbe hende til ukendte steder i sit spilleregister. Derfor bliver hun en bleg kopi af tidligere roller.

Og når dramaet er så ekstremt afhængigt af overvældende skuespilpræstationer, fordi handling og endda også tidslig og rumlig iscenesættelse er så kategorisk enkel, skal det formelig sprutte energi ud af alle kropsåbninger på skuespillerne. Det sker ikke. Tværtimod er ”I dine hænder” noget af en filmisk forstoppelse.