Anmeldelse: Frihedskæmperen Max Manus

Drama

FRIHEDSKÆMPEREN MAX MANUS

(Max Manus)

Norge/Danmark 2008

Instruktion: Joachim Rønning og Espen Sandberg

1 time 58 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Man kan højst sandsynligt lære meget om et land af, hvordan det gerne vil se sine helte.

Da (dele af) den danske modstandsbevægelse forrige år fik sit tilløbsstykke af en storfilm med Ole Christian Madsens ”Flammen og Citronen”, handlede den nok så meget om svære moralske overvejelser, blodig brutalitet, gustne taktiske overlæg, grumsede politiske intriger og fatale fejltagelser. Også i ældre danske film om besættelsestiden har en sådan anfægtethed været reglen snarere end undtagelsen.

Helt anderledes enkelt går det for sig i filmfortællingen om den norske frihedskæmperlegende Max Manus, der stod bag adskillige spektakulære sabotageaktioner og ved flere lejligheder undslap tyskerne på et hængende hår. Her er på den ene side idealistisk norsk ungdom med selve kongen i baggrunden og på den anden side ondskabsfulde tyskere i trængsel.

Hvad der ind imellem måtte have været af indfødte nazisympatisører og stikkere fra Knut Hamsun og Vidkun Quisling og nedefter, hører man derimod så godt som intet til. I betragtning af at Norge både kan opvise Europas største nazivenlige forfatter og den mand, der har lagt navn til selve skældsordet for en landsforræder, er det lidt af en bedrift.

Det er gode kække os mod onde kyniske dem. At Max Manus, på hvis egne erindringsbøger filmen delvis bygger, undervejs også har traumer fra sine unge år i den finske vinterkrig, skåler for faldne kammerater, forelsker sig i en gift kvinde, ender med at give håndslag til sin lede tyske modstander og desuden lægger grunden til en livslang alkoholisme, rokker intet ved filmens heroiske tone.

Den bliver til gengæld gennemført ganske velsmurt og effektivt af instruktørparret Rønning og Sandberg med et tidsbillede, der er lige så lækkert filmet, som det er storladent i panoramaerne og minutiøst i detaljen; heriblandt Stig Hoffmeyer som den danskfødte og derfor gebrokkent norsktalende kong Haakon VII.

En stor succes

Aksel Hennie er trods en ret høj kvote af floskelreplikker aldeles fremragende i titelrollen, og ofte nøjes instruktørerne virkningsfuldt med kun at antyde dramatiske højdepunkter.

Ellers er det temmelig paradoksalt, at en film, der hylder dristighed, vovemod og dødsforagt, selv er gennemsyret af det stik modsatte og mest af alt ligner en retlinet Hollywood-krigsfilm fra 1950'erne.

Men det er i hvert fald en historie, som nordmændene rigtig gerne vil se og høre: Med foreløbig 1,5 millioner solgte biografbilletter er det norsk films største succes i nyere tid.