My Week With Marilyn

Drama

My Week With Marilyn

USA, 2012

Instruktion: Simon Curtis

1 time 39 minutter

Premiere i dag i 35 biografer

Marilyn Monroe er på det nærmeste blevet helgenkåret i historien om berømmelseskultur, og hun står som et ikon i Hollywoodhistorien. Både fordi hun repræsenterede den uopnåelige, søde og frække blondine, altså selve sexsymbolet, og fordi hendes tidlige død, angiveligt ved egen hånd, omgærdede hendes minde med en mytisk aura af pinsel og forfald, som tillagde hendes persona en vis portion dødsromantik. Men hvem var hun egentlig, denne Norma Jeane Baker?

Det er tilsyneladende filmens ærinde at undersøge netop det. ”My Week with Marilyn” beretter, som titlen forklarer, om en uge i skuespillerindens liv.

På optagelse i England

Året er 1956, og Monroe ankommer til England, hvor hun skal optage filmen ”Prinsen og korpigen” med ingen ringere end Sir Laurence Olivier. Det er et ekstraordinært match på papiret, men i virkeligheden opstår der utallige problemer mellem de to egoer. Olivier gider ikke engang løfte et øjenbryn for den skuespillermetode, som Monroe sværgede til, den såkaldte method acting,som hun havde lært at Lee Strasberg, lederen af Actors Studio.

»Kan du ikke bare være sexet?« er hans nedladende instruktionsbemærkning til hende, for var det da ikke det, hun nu mestrede bedst? Som man kan forstå, bliver det en svær optageproces. Oven i købet bliver Monroe uvenner med sin nye mand, dramatikeren Arthur Miller, og det antydes også i filmen, at hun har et noget usundt venskab med sine sovepiller.

Midt i mareridtet træder den unge Colin, instruktørassistent og blæksprutte, ind på banen. Der opstår en relation mellem de to, måske fordi han føler, at han kan se hende som den, hun er - sårbar, skrøbelig og manipuleret af onde mænd og en følelseskold industri.

Efterrationaliseringer?

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at filmen netop er baseret på denne Colins erindringer om sin uge med Marilyn. Og erindringer kan være farligt påvirkede af efterrationaliseringer og ønsketænkning.

Om Colin Clark, der 40 år efter sit møde med Monroe netop udgiver sine erindringer om ugen med Marilyn, rent faktisk har oplevet, hvad han påstår, kunne i og for sig være irrelevant, hvis de så lagde noget nyt til fortællingen om mennesket Monroe. Men det gør de ikke i denne filmiske udgave.

Marilyn Monroe var og er det, vi ønsker, hun skal være. Hun er det frodige kropslige lærred, som begær, ønsker og lyster kan projiceres op på. Og sådan forbliver hun i filmen. Man kommer ikke et spadestik dybere, og derfor kan selv ikke det gode skuespil fra Kenneth Branagh som Olivier, eller det søde, men mest bare vellignende, spil fra Michelle Williams som Monroe gøre hverken væsentligt til eller fra.

Filmen minder mest om en tv-film med et stort budget, der på den mest forstemmende vis lader muligheden for at lave et interessant kvindeportræt af en af de mest betydningsfulde figurer i vores populærkultur, glide sig af hænde.