Vinderne taber

Krigsfilm

THE HURT LOCKER

USA 2009

Instruktion: Kathryn Bigelow

2 timer 12 min.

Premiere i dag i Palads i København og Biocity i Århus

Rødt kabel eller blåt kabel? Bombeekspertens afgørende valg med bidetangen er en kliché i en actionfilm, men for de amerikanske elitesoldater i Irak er det dødsens alvor hver gang.

Det er en lille gruppe af dem, man følger i Kathryn Bigelows lange, men det meste af tiden neglebidende intense film. Der går ikke en dag, uden at de bliver kaldt ud for at demontere bilbomber, vejsidebomber og hvad terroristerne ellers med stadig større teknisk snilde finder på, nogle gange også med tidsindstillinger og ledsagende spærreild.

Men at kalde ”The Hurt Locker” for en film om Irak er som at kalde Francis Coppolas ”Dommedag nu” for en film om Vietnam.

Også selv om Kathryn Bigelow forunderligt nok lykkes ret godt med at antyde på den ene side en beredskabsfilm, hvor bombeeksperterne er topprofessionelle, selvopofrende helte, på den anden side en illusionsløs kritik af, hvad amerikanernes ofte bryske og uforstående fremfærd gør ved civilbefolkningen.

Krigens virkning

Frem for alt er det dog en film om, hvad krigen gør ved hver enkelt soldat.

Her ikke ved, at den som set i mange tidligere krigsfilm forvandler dem til iskolde dræbermaskiner som i Stanley Kubricks ”Full Metal Jacket” eller tikkende civile bomber som i Martin Scorseses ”Taxi Driver”, men snarere ved, at den enten knækker dem eller gør dem ufølsomme over for alt andet end det livsfarlige, adrenalinpumpende arbejde, som de er specialister i.

I centrum af filmen står en trio bestående af den velorganiserede Sanborn (Anthony Mackie), den nervøse unge Eldridge (Brian Geraghty) og den fandenivoldske James (Jeremy Renner). At de spilles af relativt ukendte navne - hvoraf specielt Renner her skaffer sig et stjernegennembrud - ligner en pointe, ikke mindst fordi stjernerne Guy Pearce og Ralph Fiennes til gengæld kun er med i få minutter.

De tre er på én gang anonyme medlemmer af en enorm hær, hvis officerer fremstår som naive skrivebordsbureaukrater, og hver for sig komplicerede og modsætningsfyldte mennesker, der i løbet af filmen udvikler sig meget anderledes, end både de selv og tilskueren kan forudse.

Den virtuose, ofte flimrende håndholdte billedside til trods er det nemlig først og fremmest en psykologisk film, langt mere end noget udstyrsstykke på stort budget, og så tager man gerne med, at den flakser herimod slutningen og søsætter et par sidehistorier, der ikke rigtig kommer hjem.

Indelåst smerte

For skud-scenerne, eksplosionerne og blodsudgydelserne, hvor voldsomme og realistiske de end er, står her kun som anledninger til at fortælle om noget vigtigere. Om titlens mentale skab med indelåst smerte, om at blive så dygtig til at tage enorme chancer og styre sin frygt, at man kan miste sansen for at leve uden.

Kathryn Bigelow (født i 1951) har igennem knap 30 år, men relativt få film (”Point Break” og ”Strange Days” er de kendteste) skabt sig et navn som én af Hollywoods meget få kvindelige action-instruktører.

Nu har hun i en alder af næsten 60 også lavet én af de mest begavede og vedkommende film, der foreløbig er kommet ud af konflikten i Irak, og at den herhjemme kun kommer op i to biografer er mere uforståeligt end mange krigshandlinger.