Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af What Maisie Knew | film.guide.dk

Skilsmisse i børnehøjde

Drama: Smukke, flagrende billeder kan ikke dække over det banale og sentimentale indhold i opdateringen af Henry James’ roman.

DRAMA
WHAT MAISIE KNEW
USA, 2012
Instruktion: Scott McGehee, David Siegel
1 time og 35 minutter
Premiere i dag i 21 biografer landet over
 

Der serveres skilsmisse i børnehøjde i filmatiseringen af Henry James’ roman fra 1897. Handlingen udspiller sig i en nutidig newyorker-virkelighed, og i centrum står den syvårige pige Maisie. Hun bliver kastebold i en voksenverden, hvor far og mor har mere travlt med sig selv end med deres barn, men bruger Maisie som artilleri i den skyttegravskrig, som de havner i. Maisie tager det med barnlig ro. Hun ved heller ikke bedre. Vi følger historien gennem hendes øjne, billederne er ganske ofte filmet fra et barneperspektiv.

Maisies mor er en lettere affældig rockstjerne, spillet af den altid udtryksfulde Julianne Moore. Faderen er kunstsælger, der mærker krisens indflydelse på lysten til at købe kunst. Han spilles af den alsidige, engelske Steve Coogan. Maisie har forholdsvis gamle forældre (skuespillerne er i hvert fald henholdsvis 53 og 48 år gamle), og de har sandsynligvis levet så længe uden et barn, at de ikke kan tilsidesætte egne, indgroede selvrealiseringsvaner for Maisie skyld.

Heldigvis har Maisie en sød, ung barnepige i den skotske Margo (Joanna Vanderham). Men da forældrene går fra hinanden, flytter Margo med faderen, som hun også gifter sig med. Man fornemmer hurtigt, at det nok mest har været for at fastholde Margo som babysitter og husbestyrerinde, at faderen har friet. Så står Maisie igen mellem voksne i krig, der optrappes yderligere, da også moderen får en ny og yngre mand (Alexander Skarsgaard).

Naiv sentimentalitet

I en af filmens første scener ser vi Maisie få øje på en plasticdrage, der hænger fast i et af storbyens elkabler. Hun er mere interesseret i legetøj end i forældrenes skærmydsler, forstår man, men det bliver også et symbolsk setup. Til sidst i filmen ser vi nemlig igen drager, der svæver i vinden, denne gang på en strand og fri for byens, den industrialiserede og moderne verdens, snærende bånd.

Selv om instruktørerne Scott McGehee og David Siegel ikke ligefrem propper symbolerne ned i halsen på publikum, er der alligevel ikke så mange subtile tegn og sindsbilleder i filmen, som den ellers ved første blik kunne opfattes at have.

Der gemmer sig en naiv sentimentalitet bag den indie-musikalske åh-så-poetiske skildring af Maisie og hendes omskiftelige tilværelse. Maisies gamle, egoistiske forældre har mere travlt med at realisere sig selv i en verden rig på både monetær og kulturel kapital, men fattig på medmenneskelighed. De to yngre mennesker, Margo og moderens nye kæreste, barnepigen og bartenderen, der begge tager sig kærligt af Maisie, er uforklarligt selvopofrende. Og hvor har de det dog godt på landet! Henry James’ kritik af det bedre borgerskabs selvoptagethed virkede måske i 1897, men falder altså noget til jorden i denne opdaterede udgave.

Stemmen forstummer

Maisie selv får aldrig en stemme, og det er på grænsen til det irriterende, at vi aldrig får at vide, hvad hun tænker og føler, men blot kigger med store, smukke øjne på verden omkring sig. Det er dilemmaet, når man overfører en roman til film, at tekstens karakterers indre stemmer forstummer på film.

Medmindre man vælger at påklistre en voice over, noget der sjældent fungerer, netop fordi det sætter fokus på filmen som konstruktion, som dermed ikke virker som et overbevisende virkelighedsudsnit. Det ville ikke fungere i denne impressionistiske tilgang til historien. Men Maisies blik, og dermed kameraets blik, kunne være mere styrende for vores oplevelse af Maisies reflektioner, end det er tilfældet.

Maisie virker nærmest lidt tanketom, på trods af at den unge Onata Aprile, der spiller Maisie, er både umådeligt nuttet og naturlig i sit spil. Men hvad er det egentlig, Maisie ved? Hvad ser hun, som vi skal opleve gennem hende? Instruktørerne har valgt en visuelt flirtende og flagrende stil – en lethed, der gerne skulle kunne kontrastere det tunge tema, men som mest kommer til at virke overfladisk og manieret efter noget tid.

Til gengæld er skuespillet af høj karat, og man kan glæde sig over de sikre, indbydende præstationer, som alle tilbyder, ikke mindst Alexander Skarsgaard.

Anmeldelse: The Music Never Stopped

18-01-2012: En hjerneskadet hippie sidder fast i sin fortid og ikke mindst i dens musik. ”The Music Never Stopped” har bedre skuespillere, end den skiftevis kuriøse og småklistrede historie har fortjent. Læs artikel

Anmeldelse af McFarland

14-05-2015: En socialt derangeret lærer ankommer til en lille, fattig flække, befolket med latinoer. Trods forbehold i begyndelsen bliver han og familien accepteret, især da han sammensætter et succesfuldt hold til terrænløb. Læs artikel

Anmeldelse af Maps to the Stars

26-03-2015: David Cronenberg har præsteret så spændende film som ”Eastern Promises” og ”A History of Violence – begge med Viggo Mortensen. Her har han lavet en smal film om fordærvede Hollywood-eksistenser. Læs artikel

Anmeldelse af Det er herligt at leve

16-12-2014: Frank Capras juleklassiker over dem alle kan opleves på det store lærred. Det er en usigelig fryd. Læs artikel

Anmeldelse af Boyhood

03-09-2014: Drama: Det har taget instruktøren Richard Linklater 12 år at filme sit følsomme og minimalistiske opvækstdrama, der er ren filmisk magi. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...