Dykkerklokken og sommerfuglen

DYKKERKLOKKEN

OG SOMMERFUGLEN

Frankrig/USA 2007

Instruktion: Julian Schnabel

1 time, 52 minutter

Premiere i Dagmar, Grand Teatret og Empire Bio i København, Cafébiografen i Odense samt i Øst for Paradis i Århus


Som blot 42-årig bliver den celebre chefredaktør for fransk ”Elle”, Jean-Do(minique) Bauby, ramt af en omkalfatrende hjerneblødning, der paralyserer hans og krop og ansigt, men efterlader hans hjerne og sind spilvågen. Denne mentale levende begravelse er et mareridt af de værre. Jean-Do forstår alt omkring sig, men er ikke i stand til at respondere. Det døde legeme er ham en konstant påmindelse om hans vegetative tilstand.

Hjulpet af to smukke terapeuter lykkes det imidlertid på mirakuløs vis Jean-Do at tilegne sig en måde at kommunikere med sine omgivelser. Allieret med en oversætter og et ”anvendelseshyppighedsalfabet” må Jean-Do blinke sig frem til sine ytringer, der samles i en bog og bliver til filmens forlæg ”Dykkerklokken og sommerfuglen”.

Knastørre øjenæbler

Bogens force var, at den formåede at formidle det stadig vitale menneske inden i grøntsagen uden at gøre opmærksom på det hele tiden. Baubys tekst er båret af forestillingens ubegrænsede overlevelsesevne, hvilket gjorde ”Dykkerklokken og sommerfuglen” som bog til noget andet og meget mere end en sygdomsberetning.

Det lykkes desværre ikke for Julian Schnabels, der ellers modtog prisen som bedste instruktør ved årets festival i Cannes, at opnå denne transcendens fra sygelejet. Tværtimod virker det, som om det er Schnabels sigte at konkretisere fortællingen mest muligt og insistere på, at den primære historie er, at det lykkes Jean-Do (mathieu Alamric) at blinke sig frem til sprog. Og vel er det fantastisk, ingen tvivl om det, men efter næsten to timers knastørre øjenæbler, orker man ikke mere.

Schnabel vælger Jean-Do som sin films ultimative udgangspunkt, men det er filmisk farligt at fængsle kameraet til hans ubevægelige udsyn. Når han endelig vandrer ind i sin fantasi, kommer det til at virke påtaget og prætentiøst og yder på ingen måde hans blomstrende fantasi retfærdighed.

Faktisk fungerer filmen bedst, når man ser, hvad hans tilstand gør ved omgivelserne. Hans smukke ekskæreste, moderen til hans tre børn (spillet af vidunderlige Emmanuelle Seigner, der står i front for filmens væld af franske skønheder), må i en rørende nøglescene translatere Jean-Dos ømme kærlighedserklæring til denne kvinde, han forlod hende for. Her er filmen usentimentalt rørende og vedkommende, men det er den alt for få steder, hvorfor det forbliver uendeligt svært at forestille sig en rigtig vellykket filmatisering af det litterære ophav

kultur@jp.dk