Spis bed elsk

Spis bed elsk

USA, 2010

Instruktion: Ryan Murphy

2 timer 18 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Blondinen derhjemme indkøbte forleden stolt en splatterfilm, hvor nazistiske zombier hærger de norske fjelde. Så heldige er det desværre ikke alle mænd, der er.

Tværtimod skal der nok være mange af mine artsfæller, hvis kvinder vil have dem med ind og se Julia Roberts' nye klistrede selvhjælpståreperser ”Spis bed elsk”, der sågar er længere end de fleste James Bond-film. Mine brødre, denne anmeldelse går ud til jer.

Based on a true story spiller Roberts en selvoptaget New York-forfatter, der en dag forlader sin klynkende mand for at finde sig selv. Det gør hun ved først at lære italiensk madglæde, derefter søge spirituel indsigt i en indisk ashram og endelig møde harmoni og kærlighed på Bali.

Italien for dummies

Det tjener Roberts, og muligvis instruktøren, til ære, at hovedpersonen (og fortællerstemmens) ferske selvgodhed faktisk bliver undermineret lidt, sådan som hun ind imellem fremstilles som en ganske hæmmet og egoistisk person.

Men så ryger vi ellers hurtigt tilbage til de lækre eksotiske kulisser, den kække sydlandske musik (eller Neil Young i hans mest tudevorne hjørne) og mylderet af nedladende etniske klichéer.

Hvor alle amerikanske mænd i vekslende grad er flæbende skvat, fremstilles Italien og italienerne således som lalleglade livsnydere i en grad, der er en fornærmelse mod selv Silvio Berlusconi. Inderne er høflige og åndelige, men sandelig også traditionelle og kvindeundertrykkende, mens gamle mænd på Bali er vise og tandløse, og de lokale kvinder er robuste og jordnære.

Bunden skrabes dog af Spaniens store stjerne Javier Bardem som følsom brasiliansk latin lover med sejlbåd og skægstubbe. Det svarer til at se en sort skuespiller rulle med øjnene, spille banjo og spise vandmelon.

I Arnolds ånd

Det er knap nok til at tro, at han for få år siden fik en Oscar for at spille nådesløs lejemorder i ”No Country For Old Men”. Gad i øvrigt vide, hvor han egentlig har gjort af den der kvægpistol?

Nå, hvad forstår mænd sig også på tudekiks? Mit svar er tværtimod: Mænd, der lader deres kvinder hive sig med til film som denne, er næppe kun bløde oven for bæltestedet.

Men hvad nu hvis hun insisterer, spørger I? Jamen så, mine brødre, kan man kun citere Arnold Schwarzenegger i hans velmagtsdage: Conzider zat a divorce.