Aldrig for sent

Romance

Sidste chance, Harvey

England, 2008

Instruktion: Joel Hopkins

1 time 32 min.

Premiere i dag i Metropol og Falkoner, København, BioCity Århus, Aalborg og Odense og Kinopalæet, Lyngby

Harvey er midaldrende og lidt mere. Han er også sådan - lidt i forfald og er aldrig blevet til det, han ville. Han komponerer jingler, men drømte om en karriere som jazz-pianist.

Han er alene, og han er ensom. Hjerteflimmer lurer. Tøjet hænger lidt sjusket på ham.

Han er brugt op: Arbejdsgiveren lader forstå, at yngre kræfter står på spring til hans job. Et ægteskab er forlist for længst; han levede ikke op til konen, var ikke i niveau med hende. Hun er flyttet fra New York til London med deres fælles datter.

I årevis har hun haft en mand, der svarer bedre til hende, hendes format, aristokratiske udseende og ambitioner. Han har også været som en far for datteren, der nu er en voksen, yndig ung pige, som skal giftes. Derfor skal Harvey til London.

Uheldig figur

Han ankommer til middagen aftenen før og gør en både uheldig og klodset figur i et helt forkert sæt tøj. Han er bare så forkert og gør datteren flov. Også her en overflødig mand.

Slukøret vil han ikke med til selve brylluppet, men tilbage til New York og et håbløst liv. Han tager fejl af London-trafikken og kommer for sent til flyet. I en bar i Heathrow-lufthavnen kontakter han en reserveret kvinde, som han irriterer, men dog langsomt kommer i snak med ved selvironisk at linde lidt for sin elendighed.

Hun hedder Kate og er ikke jomfru, men snart gammeljomfru. Hun har en mor, der ustandselig ulejliger hende på mobilen. Moderen er neurotisk og ængstelig: Der går en polak og pusler i ejendommens baghave. Hvad er han mon ude på? En dag afleverer han en stor pakke til mor: En superlækker skinke. Moderen er (vrang)billedet på den skæbne, som venter Kate, der er lige så forbeholden over for Harvey, som moderen over for polakken.

Bedst til skuffelser

Men Kate og Harvey finder hinanden - langsomt. Han kommer alligevel til sin datters bryllup, fordi Kate tager med. De aftaler at mødes igen, det kikser. Alligevel finder de sammen.

Hun er lidt af stille eksistens, som vi kender dem fra Herman Bang: Resigneret, bange for livet, for nederlag: »Jeg har det bedst med at være skuffet. Jeg er vred, fordi du vil tage det fra mig,« siger hun til Harvey, der fjerner skuffelserne uden at skuffe hende.

Mildt humoristisk skær

Behøver jeg sige, at det her er en dejlig film, intelligent og afslappet, hjertevarm og generøs og med en ægte, usentimental hengivenhed for sine personer, som skildres i et mildt, humoristisk skær.

Skuespillerne lever op til rollerne og indfrier alle forventninger.

Som Harvey er Dustin Hoffman som altid totalt afvæbnende i sin fortabthed. Ingen kan som han diskret udstråle trøstesløshed bare i sin gang. Han er snart 72, men har stadig sin drengede, let uundselige charme, uimodståelige appel i sin mimik og underfundige overtalelse i sin replikbehandling.

Emma Thompson lever op til ham, så de finder ind i et symbiotisk samspil som to dansende, der hele tiden fornemmer hinanden og er i en art næsten telepatisk kontakt, både når de er hinanden nærmest og fjernest som i den lange scene i gården i Somerset House og den ligeledes lange, elegant komponerede scene i baren i Heathrow.

Klæder hinanden

Hun er lidt for stor til ham eller han for lille til hende, men de klæder hinanden sødt og skønt. Hun fyldte 50 i april og er ikke egentlig smuk, men har personality og kan give efter for en vidunderlig lattermildhed og lade sit ansigt klare op i pludselig ynde og sødme, så hun tager én om hjertet.

Man bliver varm helt ned i hjerterødderne af glæde over, at to så elskelige skuespillere findes og lader os opleve en afklaret kærlighedshistorie og en medrivende komedie.

Filmen har et par kiks - scenen hvor hun prøver kjoler burde være udeladt - men de er kun som skønhedspletter på en smuk kvinde.

Så livsbekræftende

Måske ikke nogen stor film, men en historie så livsbekræftende, at man bliver gladere af den. Og det er slet ikke så lidt.