Anmeldelse: Julie

Drama

JULIE

Danmark, 2011

Instruktion: Linda Wendel

1 time 20 min.

Premiere i dag i Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus

At unge kvindelige tennisstjerner ofte har dominerende fædre, behøver man ikke have set Wimbledon for at vide.

Til gengæld har Linda Wendel fået den listige og effektive idé at kombinere fænomenet med August Strindbergs giftige skuespil ”Frøken Julie” fra 1888. Resultatet burde - også À propos debatten for nylig om Det Danske Filminstituts støttepolitik - have fået en chance i meget mere end to små biografer, og man bør i hvert fald give det én på dvd.

Så i stedet for falleret landadel har vi her en falleret tennisfar, adelsfrøkenen er sportsstjerne og tjeneren Jean hendes træner, der nu bare hedder Jan. Derudover synes forbløffende lidt at have ændret sig i den forskruede klasse- og kønskamp på drømme, begær og regulær liderlighed, og det er selvfølgelig hele pointen.

Den nådes- og rodløse magtbalance mellem den forfinede, indebrændte frøken og det sanselige, opportunistiske tyende er med andre ord så grum og til sidst blodig som nogensinde. Man skal muligvis have smag for halvhysterisk melodrama for rigtig at påskønne det, men så er udbyttet også stort og milevidt fra normaldansk middelklasse-blufærdighed.

Nu med mumlen

Det er i alt væsentligt lykkedes at få opdateret Strindbergs sprog til nutiden. Dog bliver det sine steder lidt løjerligt, når nogle af de mere gammeldags formuleringer udsættes for moderne dansk skuespillermumlen.

Men ellers er de rystende gode ud i de mindste detaljer, Birgitte Hjort Sørensen som jomfruen med pengemagten og Rolf Hansen som underhunden med underlivet. Ligeså Trine Appel som Jans forlovede, en på én gang arrogant og forkuet.

Jesper Christensen som faderen og Niels Skousen som diabolsk kreditor med egen dagsorden (de to sidste roller optræder ikke hos Strindberg).

Meget ud af lidt

Filmen er optaget billigt på otte dage, og det lægger den på ingen måde skjul på. Vi er stort set i den samme ejendom i København Ø hele tiden, og alt væsentligt mellem Julie og Jan finder sted enten i en steril penthouselejlighed eller i en steril kælder.

Til gengæld får Linda Wendel vist, hvor meget man kan få ud af lidt, og hvordan et alderstegent skuespil snildt kan gendigtes som nærværende filmisk kammerspil med ofte raffinerede nærbilleder, vinkler og klipning. Ligesom sit emne er det ind imellem råt, men også ret fremragende.