Crazy Heart

Drama

Crazy Heart

USA, 2009

Instruktion: Scott Cooper

1 time 52 minutter

Ekstramateriale: slettede scener

Er udkommet på dvd

Det var ikke nogen stor overraskelse, at Jeff Bridges løb med Oscar'en for den bedste mandlige hovedrolle ved dette års prisuddeling i Los Angeles. Men det er overraskende, at filmen, som han vandt for, ikke er blevet sat op i de danske biografer.

Først blev et dansk publikum ellers lovet en sen premiere i løbet af sommeren, men nu har Fox og SF Film åbenbart vurderet, at filmen ikke vil kunne trække et stort publikum ind i biografmørket.

Efter en Oscar-uddeling sukker man som regel utålmodigt efter at få lov at se de nominerede og vindende film, og er der plads i biografernes visningsplaner, kan det være fornuftigt at ride med på den bølge af opmærksomhed, som en film, der ellers kan have det svært på markedet, løftes af. Derfor kan det undre, at man ikke har været tidligere ude med ”Crazy Heart”. For det er, indrømmet, ikke verdens nemmeste film at sælge nu, da hypen omkring Jeff ”The Dude” Bridges har lagt sig.

Ikke fordi det er en dårlig film, men fordi den med sin meget lille historie - alene båret af Bridges' præstation - ikke favner bredt.

En skygge af sig selv

Filmen handler om den fallerede countrysanger Bad Blake, der kører rundt på landevejene med sin guitar og forstærker og giver koncerter i den ene mere udslukte soveby end den anden. Det eneste, der holder ham med selskab på de ensomme motelværelser, er en flaske whiskey. Han er kort sagt en bleg og alkoholiseret skygge af det stortalent, som han var i fordums tid.

Hans protegé Tommy Sweet er nu den, som publikum vil høre, mens Blake er glemt. I begyndelsen af filmen synger han »All my life I've been a rolling stone«, og ligesom denne tekstlinje kommenterer sangene i filmen ofte hans livssituation. Således også titelnummeret ”Crazy Heart”, der refererer til hans sindstilstand, efter at Blake har mødt den meget yngre Jean Craddock (Maggie Gyllenhaal), som han forelsker sig i.

Stille charme

Filmen er fortalt i et adstadigt tempo, og man skal et godt stykke ind i fortællingen, før der kommer fart over rullestenens udvikling. Hvis ikke Bridges og Gyllenhaal var så fænomenalt velspillende - selv om den gnistrende kemi imellem dem er noget postuleret - ville der ikke være meget drama at hente her.

Men den stille charme og den respektfulde stædige fokusering på det ensomme menneskes overlevelseskamp bliver lige så forførende som det musikalske sikkerhedsnet, der er spundet ud under filmen.

Derfor bliver den anbefalelsesværdig. Også selv om man kun kan se den på dvd.