Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Tyskland
Østrig
Bosnien-Herzegovina
Kroatien

Anmeldelse: På vej - Na Puta

En bevægende kærlighedshistorie afslører uhyggelige fundamentalistiske kræfter i Bosnien.

På vej - Na Puta

Bosnien-Herzegovina/Østrig/Tyskland/Kroatien, 2009

Instruktion: Jasmila Zbanic

1 time 40 min.

Premiere i dag i Grand og Empire, København, Cafébiografen, Odense, og Øst for Paradis, Aarhus

Balkan-krigen i 1990'erne trækker stadig lange skygger i regionen, fordi det er umuligt at få et plaster til at sætte sig ordentligt fast over de dybe sår, som krigen gav. Minderne og også de fysiske konsekvenser kan man ikke holde inde og ignorere.

Det var udgangspunktet for Jasmila Zbanic' første film ”Sarajevo - håbets sang”, der vandt Guldbjørnen i Berlin i 2006, og som stærkt fortalte om en ung pige, der opdager, at hun er resultatet af en voldtægt under krigen.

Ligeledes runger ekkoet fra fortiden i ”På vej”, selv om filmen er en nutidig skildring af et ungt par, der forsøger at skabe sig en almindelig moderne tilværelse.

Luna og Amar er vanvittigt forelskede. De vil gerne have børn, men har svært ved det. Hun arbejder som stewardesse, mens han arbejder i et kontroltårn i lufthavnen. På overfladen ligger deres jobs tæt op ad hinanden, men, mens hun er i evig bevægelse, står han stille.

Noget, der bliver symbolsk for deres videre udvikling. Da det bliver opdaget, at Amar drikker på sit arbejde, bliver han fyret, og herefter går det støt ned ad bakke. Amar bliver nemlig tiltrukket af et muslimsk fællesskab, der er baseret på fundamentalistiske tolkninger af religionen.

Luna, der er moderat muslim, får sværere og sværere ved at forstå Amar. Det bliver ikke bedre af, at Amar pludselig ikke vil have sex med hende mere, fordi de ikke er gift. Der bliver både en mental og fysisk afstand imellem parret.

Virkningsfulde greb

Jasmila Zbanic benytter enkle, men meget virkningsfulde greb til at beskrive sammenstødet mellem modernitet og tradition, mellem moderat og fundamentalistisk religionsfortolkning.

Det er næsten ikke til at bære at se på Amars forkvaklede holdningsændringer, og det er både dybt tragisk og vanvittigt provokerende at se Lunas møde med det muslimske kollektiv, der blandt andet har et ultrakonservativt syn på kønnene.

Det er ikke en religionskritik, men en kritik af religionens forblindende potentiale, som er spundet ind i en kærlighedshistorie.

På den måde bliver filmen et bud på landets mentale tilstand. Og der ligger forhåbentlig en antydning af håb i titlen ”På vej - Na Puta”, for ellers kastes der mørkere skygger i Balkan-regionen, end godt er.

Zbanic' film er en påmindelse om den del af Europa, vi sjældent gider at beskæftige os med, men som er fyldt med dramatik, hvad enten vi befinder os på den politiske eller kunstneriske scene. ”På vej” bevæger sig på begge platforme, men er først og fremmest et stykke stærkt og bevægende samtidskunst.

Anmeldelse: Miraklet i Lourdes

08-12-2010: En stille, stram og subtil film om drømmen om mirakler. Læs artikel

Anmeldelse: 3

08-12-2011: Tom Tykwer er tilbage i Tyskland med afdæmpet kærlighedsundersøgelse. Læs artikel

Anmeldelse: Hvis ikke os, hvem så?

22-09-2011: Filmen om bl.a. Gudrun Ensslin fra Rote Armee Fraktion er holdningsløs. Tillige afvikles den alt for langsom. Læs artikel

Anmeldelse: The City Below

15-06-2011: Inderligt kedsommelig, studentikos kapitalismekritik. Læs artikel

Anmeldelse: Kvinder uden mænd

12-08-2010: Ujævn, men perspektivrig skildring af 1950'ernes Iran set med kvindeblik. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...