Hvid nat

HVID NAT

Danmark, 2007

Instruktion: Jannik Johansen

92 minutter

Boligmarkedet anno 2007 kan tjene som en oplagt metafor for Jannik Johansens tredje spillefilm, ”Hvid nat”; en tilsyneladende ustoppelig boble af finansiel overflod og friværdi, der pludselig er bristet.

Lækage i en på overfladen ellers perfekt konstruktion er nemlig også, hvad der sker i den succesfulde ejendomshandler Ulrichs (Lars Brygmann) liv, da han en dag i nærmest bogstavelig forstand ryger en tur i karrusellen, da han involveres i et værtshusslagsmål og kommer til at slå en døddrukken fulderik ihjel.

Omgivelserne bakker den iskølige Ulrich op, hans smukt konserverede kone (Anne Sofie Byder) synes han har gjort verden en tjeneste ved at skaffe en hustrumishandlende taber af vejen, og firmaets sleske chef mener faktisk, at firmaet kan lukrere på hans uheldige optrin. Kun ikke faderen (Morten Grundwald), hos hvem Ulrich har været persona non grata siden lillesøsterens død, fatter ikke sympati for hans gerning.

Samvittigheden hjemsøger dog Ulrich i en sådan grad, at han forsøger at købe aflad ved at sørge for alskens dyre gaver til den stakkels enke Karina (Rikke Louise Andersson) og hendes to børn. Men skylden kan ikke købes væk, og før han ved af det, smuldrer hele hans eksistens. Han skyder sin kone og vennerne fra sig, sørger for at blive fyret fra sit job og er på selvmordets rand, indtil han indhentes af fortidens og nutidens engle.

En stilfuld film
Jannik Johansen har med ”Hvid nat” begået en utrolig stilfuld film. Han beviser, hvad man allerede har kunnet iagttage med røverkomedien ”Rembrandt” og gyseren ”Mørke”, at han evner at fortælle en historie med indlevelse og troværdighed, samtidig med at det visuelle er overlegent.

Lars Brygmann er genial i rollen som glatte Ulrich, hvis liv krakelerer, Anne Sofie Byder er perfekt som overklassehustruen med minimale problemer, og på trods af at være fuldstændig typecastet, så er Rikke Louise Andersson, som man desværre ser alt for sjældent i dansk film, fremragende som ung enke i Nordvest.

Filmen vakler en smule ved at ty til lidt for tunge metaforer i sin sidste halvdel, hvilet gør at den ellers kun halvanden time lange film kommer til at virke lidt træg. Det er ærgerligt, men ikke vildt beskæmmende, og absolut ikke noget, der gør ”Hvid nat” mindre seværdig.

kultur@jp.dk