Brothers

Brothers USA 2010

Instruktion: Jim Sheridan

1 time og 44 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Grundstammen i den amerikanske instruktør Jim Sheridans ”Brothers” er den samme, som i Susanne Biers fremragende ”Brødre” (2004). Historien om det lykkelige ægtepar, hvor manden drager i krig i Afghanistan og meldes død, mens den halv-håbløse bror derhjemme tager sig sammen og tager sig af hans efterladte enke. Indtil den dag, den savnede vender hjem, sjælsforandret for livstid.

Det er mere end bare grundstammen, der ligner. Ikke mange kommaer er ændret fra det oprindelige manuskript, mens land og miljøskildring ligger tusindvis af kilometer fra det Danmark, som vi på én og samme tid genkendte og mødte for første gang i 2004. Scene for scene ligner de to film hinanden.

Samme krig og tragedie

De seks års forskel med den samme krig og tragedie oversat til sit lands nutidige virkelighed og traditioner gør genindspilningen relevant.

Netop på grund af de få forskelle hæfter man sig ved alderen mellem treenigheden i de to film. Mens Ulrich Thomsen, Connie Nielsen og Nicolaj Lie Kaas var modne voksne med rynker i panden mærket af liv og tid også fra før en krig, møder vi en yngre og på sin vis mere uskyldig trio med de talentfulde Tobey Maguire, Natalie Portman og Jake Gyllenhaal. Her aner man i tanke og udtryk fortsat high school- drømme og den første flig af bristet uskyld ved smagen af pot. Yngre eller ældre, tragediens omfang forbliver uændret.

Den fungerer

”Brødre” blæste sit publikum omkuld. Det gør ”Brothers” ikke, selv om den i sig selv fungerer. Den amerikanske version rammer ikke Susanne Biers rå intensitet af uforfalsket virkelighed, omend den forsøger og til dels også lykkes med at ride på de samme bølger i det både tilbageholdte og eksplosive følelseshav.

Den originale dyrkede dramaet i fortættede implicitte udtryk, hvor Ulrich Thomsen har et gudsbenådet talent til at udtrykke tusindvis af følelser i et flakkende blik. Genindspilningen går mere eksplicit til værks i sin verbalt udtrykte paranoia hos Tobey Maguire - hvis kridhvide vanvidsansigt og strenge militærfrisure sætter ”melo'et” ind foran dramaet.

”Brothers” når derfor aldrig op og kysser de enstemmige roser, som dengang regnede ned over ”Brødre”. Men det ændrer ikke ved, at der er tale om en både seværdig og vigtig film om krigens rædsler.