Se min kjole

Se min kjole

Danmark, 2009

Instruktion: Hella Joof

1 time 28 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Livets valg og mangel på samme. Det er den fælles baggrund for de fire piger, der bor på behandlingshjem for narkomisbrug.

Den mørke og tavse Barbara (Malou Reymann) snitter sig i smug med et barberblad forskellige steder på kroppen og bærer på en forfærdelig hemmelighed. Nadia (Honey Shain) har fået tvangsfjernet sit barn og plaprer af sted med en raslende rygrad, mens hun drømmer om at finde lykken med sin fængselsindsatte mand.

Stef (Julie Grundtvig Wester) er eksgadeluder og giver skødesløse blowjobs for lidt kokain, eller det der ligner. Tiden går, men barndommens brutale sår står stadig pivåbne i et begyndende voksenliv.

Mænd er nogle svin

En dag glider escort-verdensdamen Charlotte (Stephanie Leon) ind på scenen efter at have forsøgt selvmord, og med hende følger forandringens vinde.

Pigerne stikker af, stjæler en bil, som danner en ny ramme om deres fællesskab. Mens de traverserer et smukt panoreret Danmark, genoplever de, at mænd er nogle svin.

Navnlig scenerne på Stensgaard herregård, hvor pigerne indlogerer sig, får det til at løbe koldt ned ad ryggen, da overklassens svedglinsende mænd hurtigt fanger pigernes udsathed.

Den ensidige fremstilling af manden fungerer fint som pigernes hidtidige erfaring.

Stor talentmasse

Alle piger spiller med tæft, men filmens bærende og fremragende stjerne er Stephanie Leon. Hold da op en karisma. Med perfekt plukkede bryn og blændende smil omslutter hun med varme og indsigt de andres skæbner.

Hun er gruppens storesøster med egen smerte gemt dybt ned i en Louis Vuitton-laktaske og bliver den forløsende faktor for, at tiden er blid mod blødende sår.

Rem af huden

Hella Joof stiller op for de mest udsatte skæbner og beviser, at der for enden af hendes absurd komiske talent - ”En kort en lang”, ”Oh Happy Day” og ”Fidibus” - ligger en dybt seriøs og indlevende sjæl.

Replikskiftene falder til tider for eftertrykkeligt i jagten på at indfange en rå autentisk tone. Samtidig nærmer det sig næsten stilmæssig forvirring, når Barbara og hendes gruopvækkende univers ligner noget, der er klippet ind fra en gyserfilm.

De enkelte pletter og det forudsigelige handlingsforløb skæmmer dog ikke den ultrarene nerve, der skærer sig direkte ind i hjertet. For uanset set størrelsen af ens personlige rem af huden, forlader man biografen rigtig ramt.