Anmeldelse: Hannahs valg

Drama

Hannahs valg (Sturm)

Danmark, Tyskland, Holland, 2009

Instruktion: Hans-Christian Schmid

1 time 50 min.

Premiere i dag i Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Aalborg

Ret og retfærdighed. Det er vel derfor, vi har juristerne, advokaterne, anklagerne, forsvarerne og ikke mindst domstolene. Ja vist, ja.

Kan et kompromis være retfærdigt? Kompromisser indgås nogle gange for at spare sagsomkostninger. Kompromis/mediation ses i nyere tid oftere søgt som konfliktløsnings-redskab, hvor advokaten fungerer som mægler mellem to stridende parter, så parterne selv når en løsning til begges tilfredsstillelse.

Men hvad når kompromiset indgås af forsvarer/anklager og domstol hen over hovedet på ofrene af rent politiske årsager?

Politik vs. retfærdighed

Anklageren Hannah Maynard (Kerry Fox) fungerer med ambitiøs kappe og benhård professionalisme ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Hun har fået overdraget en sag vedrørende general Goran Durics uhyrligheder mod de muslimske bosniske borgere i en lille by Kasmaj nær Sarajevo.

Umiddelbart er sagen skåret til. Det afgørende vidnes baggrund er tjekket forfra og bagfra, og han skal bare aflevere sit vidneudsagn i målet.

Det gør han også. Men det tager kun en enkelt tegning og et besøg på gerningsstedet i Bosnien for at konstatere, at han lyver. Det værste af det værste (ligegyldig, hvor reel meningen er bag), som man kan udsætte sin advokat for.

Sagen vakler, og anklageren må vende hver en sten i jagten på retfærdighed. Da vidnet begår selvmord finder Hannah frem til hans søster Mira (rumænske Anamaria Marinca, ”4 måneder, 3 uger og 2 dage”), som ved mere om et hotel med en grusom historie. Mira vægrer sig, hun har lagt det bag sig, hun vil leve i sit nutids Berlin, men anklageren presser på.

Kompleksitet vs. enkelthed

Tilbage ved domstolen er en aftale indgået uden om anklageren.

At beskrive kompleksiteten i sagerne og retsapparatet ved krigsforbryderdomstolen og gøre det til en forståelig film uden at skrue for højt op for den politiske thriller-knap, lykkes fint for den tyske instruktør Hans-Christian Smid (”Reqiuem”).

Stringente billeder af magtens korridorer og et nutids Bosnien og Berlin er med til at underbygge den saglige stemning. Schmid trykker modets knap ned hos de to intenst spillende kvinder og viser, at der iblandet glemslens håb og trangen til et lykkeligt EU-samarbejde findes mennesker, der ønsker det rette.