Mine aftener i Paradis

Drama

Mine aftener i Paradis

Italien, 1988

Instruktion: Giuseppe Salvatore

2 timer, 4 minutter

Repremiere fredag i Vester Vov Vov og Gloria i København samt Øst for Paradis i Århus.

Vises derefter i biografer landet over.

Holder den endnu? Kan en dannelseshistorie fra 1988, som foregår i efterkrigstidens Italien, om en lille faderløs dreng, Toto, hans voksne ven, Alfredo, og deres fælles passion for film og bio stadig fænge?

Svaret er ja, ja og atter ja. Her har tiden ikke sat sig spor, og det uanset graden af ens indre cineast. Følelsen bag manus, kamera og karakterer er varm og oprigtig. En vemodig hilsen til biografen som socialt centrum på en måde, vi overhovedet ikke kender i dag. En passioneret hyldest til film som katalysator for håb og drømme, som de fleste af os kender. Og navnlig i sig selv en smuk og universel historie om livsfaser og valg, vi alle kender, men først forstår omfanget af sidenhen.

Topcharmerende Toto

Instruktøren Giuseppe Salvatore hev de vigtigste filmpriser og et bragende gennembrud med sig hjem til Sicilien med sin anden spillefilm: ”Mine aftener i Paradis”. Filmen, som findes i to versioner, havde sidste år 20 års jubilæum, og en korte version er sendt ud i en ny jubilæumskopi.

Den smukke historie om en drengs barndom og ungdom i en siciliansk landsby bliver navnlig båret frem af to kraftfulde skuespilpræstationer. Philippe Noiret spiller sit livs glansrolle som den elskelige ældre Alfredo, der knytter et oprigtigt venskab med den seksårige Toto. Drengen bliver spillet med en så spillevende frækheds charme af Salvatore Cascio, at man får lyst til at bide ham i næsen af bar kærlighed og ønsker, at han aldrig vil blive ældre.

Toto keder sig som katolsk kirkedreng og benytter enhver lejlighed til at smutte ind til Alfredo, der bestyrer operatørrummet i landsbyens biograf. Vi følger Toto vokse op og vokse til (som ung spillet af Marco Leonardi), mens han forelsker sig lidenskabeligt i en umulig kærlighed og uden at svigte tjansen i operatørrummet. På et afgørende tidspunkt sender den livskloge Alfredo ham videre til Rom med påbud om aldrig at se sig tilbage. Men kan man det?

Klare tårer

Alt afhængig af vores egne erfaringer og længsler, vil tårerne trille på forskellige tidspunkter.

Måske når den voksne Toto (Jaques Perrin) efter 20 år igen står hos sin mor og kigger på sit barndomsværelses rekvisitter som et tabt paradis? Måske når vi mærker en voksens uselviske kærlighed til et barn? Eller når den lille Toto redder sin elskede Alfredo? Måske er det ved moderkærlighedens formaning om at finde en pigestemme, man kan høre elsker den voksne Toto? Ligegyldigt hvornår tårerne ellers falder, falder de formentlig på én gang fra os alle, når vi til sidst sammen med den voksne Toto, ser den forførende fotomontage af præstens bortcensurerede filmkys. Den musiske medspiller (Ennio Morricone) bekræfter sødt sentimentalt, men aldrig svulstigt eller slibrigt, hvorfor vi elsker ”Mine aftener i Paradis”.