Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Sød som honning...

...og lige så kvalm i længden er filmatiseringen af ”Biernes hemmelige liv”.

Drama

Biernes hemmelige liv

USA, 2008

Instruktion: Gina Prince-Bythewood

1 time og 54 minutter

Premiere i dag landet over

I et racediskriminerende USA i 1964 vokser den moderløse Lily (den tidligere barnestjerne Dakota Fanning) op med sin følelseskolde far (Paul Bettany) i et samfund, hvor den allestedsnærværende sorte arbejdskraft ikke anerkendes som andet end praktiske hænder, selvom lovgivningen siger noget andet.

Lily kom som ganske lille til at affyre et pistolskud, der dræbte hendes mor, som var ved at blive tævet sønder og sammen af faderen, og den stakkels pige har lige siden været plaget af skyld og skamfølelse over selv at være skyld i at miste det dyrebareste i sit liv. Da faderens evindelige trusler en dag bliver for meget for Lily, beslutter hun sig for sammen med sin sorte nanny Rosaleen (Jennifer Hudson) at rejse til South Carolina for at finde et sted, som hun kun kender som bogstaver bag på et fotografi af moderen som lykkelig.

Her møder de de tre Boatwright-søstre August (Queen Latifah), June (Alicia Keys) og May (Sophie Okonedo), der lever i hinandens søsterlige selskab. August fungerer som den altfavnende moder, June er politisk bevidst og nægter at lade sig kue af sin farve eller andre mennesker, mens den skrøbelige May har sin personlige grædemur i haven, som hun fylder med alle sine sorger. Søstrene ernærer sig ved biavl, og da Rosaleen og Lily indlogerer sig i det sorte kvindekollektiv, bliver Lily Augusts lille hjælper ved bistaderne, hvor hun i den summende honningdunst lærer noget om både livet og kærligheden.

Masser af violiner


”Biernes hemmelige liv” prøver med vold, magt og masser af violiner på at være et vedkommende drama, og vel er der mange gode tiltag, overbevisende skuespil og en udmærket historie, men alt drukner i overdrevne følelsesudbrud og klistret, honningsød moralisering.

Dog må det anerkendes, at ”Biernes hemmelige liv” helt sikkert vil finde et underholdt publikum, der måtte have en mindre kynisk filmsmag end denne anmelder.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Drama

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce