Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Kamæleonen | film.guide.dk

Kamæleonen

George Clooney viser sit fremragende filmhåndværk i sin politiske thriller ”Kamæleonen”. Filmen er flot besat med Ryan Gosling i spidsen som den overbevisende unge stræber, hvis illusioner brister så grusomt.

Kamæleonen

USA, 2011

Instruktion: George Clooney

1 time 41 min.

Premiere i dag i biografer landet over

At politik er et beskidt spil er en velkendt sandhed. Derfor er der som sådan heller ikke noget nybrydende over George Clooneys fjerde film som instruktør, den Oscar-nominerede ”Kamæleonen” (”The Ides Of March”).

Clooney selv står i front som den præsident-aspirerende guvernør Mike Morris; en attraktiv, tillidsvækkende demokrat af alle de rigtige meninger. Han står som demokraternes topkandidat til at vælte den siddende præsident, men som det amerikanske valgsystem er indrettet, skal det bejlende partis endelige kandidat først vælges i det intense primærvalg, der foregår i marts.

I disse nomineringsrunder fra stat til stat må republikanere nemlig også stemme, og de har for vane at stemme på den person, som de mener, vil tabe det endelige præsidentvalg.

Spinnets fordærv


Det er en stor styrke, at Clooney udelukkende fokuserer på demokraternes indbyrdes kamp, så filmen ikke kommer til at handle om politik så meget som alt den udenoms-palaver, der omringer storpolitik, og det er netop spinnets fordærvende natur, som Clooney så mesterligt formidler.

På sit hold har Mike Morris den rutinerede, men efterhånden noget blaserte Paul (Philip Seymour Hoffman) til at styre slagets gang, men kampagnens virkelige scoop er den unge, ihærdige og stadig idealistiske Stephen (Ryan Gosling), der med sin drengede charme og stålsikre tro på sin kandidat vader ind i folk med træsko på og får dem overbevist om sin sag.

Forræderi og manipulation


Modstanderne har en noget ringere sag. For det første er kandidaten en aldrende, tør knark, der er modstander af fri abort, og hans kampagneleder Tom (Paul Giamatti) ved godt, at det holder hårdt. Derfor forsøger han at gafle Stephen over på sin side, og selvom han bliver smigret, har han ikke i sinde at bytte hold.

Men Stephen, der desuden er hoppet i kanen med den kønne og udfarende praktikant, Molly (Evan Rachel Wood), får hurtigt erfaret, at ligesom alt er tilladt i krig og kærlighed, så gælder det samme for politik. Vandene mudres af forræderi, manipulation og den omskiftelighed, der indikeres i titlen, der med ét ændrer Stephens tillid til sine idealer.

Flot Clooney-spil


Clooney har tidligere vist sig som en stærk formidler af politiske dagsordener, og ”Kamæleonen” er ingen undtagelse.

Filmen er båret af et fænomenalt cast med Gosling i spidsen som den overbevisende unge stræber, hvis illusioner brister så grusomt. Kameraet elsker ham, og billedsiden leger med spejlinger og symmetriske gentagelser med det skifte, han sluttelig må gennemgå.

Seymour Hoffman og Giamatti funkler som altid, og den unge Evan Rachel Wood spiller stærkt som Molly, der får det hele til at styrte sammen.

Det synes overflødigt at nævne, at Clooney selv også er fremragende som guvernøren med den beskidte hemmelighed. ”Kamæleonen” er en voldsomt underholdende og stærkt fortalt politisk thriller og ikke mindst båret af eminent filmhåndværk.

Anmeldelse af Gangster Squad

17-01-2013: Gangsterfilm, der blev udskudt på grund af sidste års Batman-massakre, er faretruende tæt på at blive en parodi på sin egen genre. Og det på trods af, at den er inspireret og ikke mindst ændret af virkelige begivenheder. Læs artikel

Anmeldelse: Michael Clayton

11-10-2007: Interessen fanges fra først til sidst, og filmen anbefales til efterårsferien. Læs artikel

Anmeldelse: Michael Clayton

11-10-2007: Interessen fanges fra først til sidst, og filmen anbefales til efterårsferien. Læs artikel

Anmeldelse af Monumenternes mænd

27-02-2014: Den sympatiske George Clooney har lavet en mat film om forsøget på at redde europæiske kunstværker fra nazisternes tyverier og om valget mellem liv og kunst. Læs artikel

Anmeldelse af The Place Beyond the Pines

28-03-2013: Filmdrama: Stærk episk beretning i tre akter om to mænds forskellige skæbner og konsekvenserne for deres sønner. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...