Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Bogtyven | film.guide.dk

Anmeldelse af Bogtyven

En ung pige trodser nazismens intellektuelle formørkelse i lidt for sødladen krigsfilm.

Drama
Bogtyven

USA og Tyskland, 2013

Instruktør: Brian Percival

2 timer og 11 minutter

Premiere i en række biografer landet over


Den purunge canadiske Sophie Nélisse har et af den slags ansigter, som man bare drages imod. Allerede da kameraet finder hende i første scene af Brian Percivals ”Bogtyven”, ved vi, at her har vi med et uomtvisteligt talent at gøre.

Nélisse spiller hovedrollen som den unge Liesel Meminger, hvis mor tvinges til at aflevere hende til et ældre ægtepar, Rosa og Hans (fornemt spillet af Emily Watson og Geoffrey Rush), da hun selv er kommunist. I hvad der skal vise sig at blive en nøglescene, snupper Liesel, da de begraver hendes lillebror, der ikke klarede skærene, en bog fra graveren og vogter den med sit liv. Liesel kan endnu ikke læse, men det kommer hun så sandelig til. For plejefar Hans hjælper hende ind i ordenes verden, mens virkeligheden omkring dem krakelerer mere og mere. Bøgerne og ordene bliver hendes redning, og når man ikke selv har, må man låne.

Percivals skildring af det fattige, landlige Tyskland i årene op til og under Anden Verdenskrig er for så vidt ganske interessant. Han viser spændingerne, angsten og den naive jublen over den fører, hvis komplette projekt man endnu ikke har gennemskuet. Hans og den skrappe, men – viser det sig – hjertegode Rosa føler ikke med føreren i det lille hjem, men da de bryder loven ved at huse den unge jøde Max, der er på flugt, bliver deres dispositioner helt tydelige.

Alt for lang film

Men der er to væsentlige problemer. For det første er filmen alt, alt for lang. Det er åbenlyst, at Percival ikke har kunnet begrænse sig, men hans filmatisering af Markus Zusaks succesroman af samme navn tager ikke nok højde til at kunne udfylde de mere end to timers spilletid. Problemet er formentlig, at en film om ord er svær at gøre visuelt svævende, og det lykkes desværre ikke.

For det andet er filmen syngende sentimental. Der stryges på alle strenge, så det hviner i ørerne. Kombineret med Roger Allams fortællerstemme (han spiller Døden) bliver det for klægt.

Meget reddes i land af vidunderlige Sophie Nélisses fantastiske spil, men hun kan ikke bære alt på sine spinkle skuldre.

Anmeldelse af The Bling Ring

10-07-2013: Drama: Med sin nye film tegner Sofia Coppola et forstemmende billede af en overfladisk ungdomskultur, hvor anger er erstattet af et hult håb om at klatre et skridt længere op ad kendistrappen. Læs artikel

Anmeldelse af Camp X-Ray

15-01-2015: Fremragende kammerspil i Guantanamo-fængslet med Kristen Stewart og Payman Maadi i hovedrollerne. De politiske klichéer undgås. Læs artikel

Anmeldelse af The Grand Budapest Hotel

26-03-2014: Anmeldelse: Wes Andersons farce er en allegori om Mellemeuropa og fascismens gennembrud, men også en kulørt historie om en concierge af den gamle skole og hans trofaste følgesvend. Læs artikel

Anmeldelse af Cloud Atlas

14-03-2013: Drama: Rablende new age-filosofiske betragtninger i storslået fortælling om sjælevandring og menneskelige forbindelser gennem tid og sted er på én gang alt for meget og ganske fascinerende. Læs artikel

Anmeldelse af The Master

31-01-2013: Paul Thomas Anderson har noget at leve op til, og det gør han til fulde med sin nyeste storslåede, men kringlede film. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...