Pride and Glory

Drama

Pride and Glory

USA, 2008

Instruktion: Gavin O'Connor

2 timer 10 min

Premiere i dag i biografer landet over

Der er klanmentalitet og familieloyalitet på spil her. I centrum står to generationer af politifolk i New York: En topchef, hans ældste søn, der leder en narkoafdeling, hans yngste søn og hans svigersøn, begge menige politifolk.

I et baghold pløkkes fire betjente ned, og topchefen beordrer sin yngste søn på sagen. Han er modstræbende, belastet som han er af en tidligere korruptionssag, så han frivilligt har opgivet en overordnet stilling og ufrivilligt sin kæreste.

Opklaringen peger snart på korrupte, voldelige og afstumpede folk fra broderens afdeling: De er uhjælpeligt fedtet ind i svineriet og dækker over hinanden; broderen dækker over sine folk; og den gamle søger at dække over det hele. Men forgæves.

Umotiveret ragnarok
Den yngste søn ved, hvad han ved, nemlig at hans svoger er en del af slænget og forbrydelserne, og at hans broder også ved det og forbryderisk fortier sin viden.

Handlingen er identisk med opklaringsprocessen, og der er rimeligt med spændingskurver undervejs, men historien er for langstrakt og kulminerer umotiveret i et vildt ragnarok af lynchstemning og blod.

Mest interessant er det, at overgrebene undskyldes og skjules af hensyn til familien og et så atavistisk begreb som dens ære, som den yngste søn bebrejdes at forråde, da han insisterer på sandheden.

Samtidig forsøger manuskriptet sig med en vis forståelse for de rå og rådne politigangstere ved at anføre, at de trods risiko for liv og lemmer er jammerligt lønnet, mens de involverede narkohajer svømmer i penge, hvad der dog aldrig kan undskylde politifolkene og slet ikke deres gentagne overfald på en sagesløs kioskejer.

Sump af svindel og løgn
Spillet er upåklageligt. Colin Farrell er foruroligende som afslappet familiefar og voldsfikseret politimand. Edward Norton gør fyldest i helterollen som den ubestikkelige ener i denne sump af svindel, løgn og mord.

Stærkest står dog Jon Voigt som den gamle. Han har en drøjde i sit væsen, en tyngde i sin krop, et nærvær i sine garvede ansigtstræk og en myndighed i replikken, som gør, at det er ham, man husker fra den film.