Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Ækte vare | film.guide.dk

Ækte blændværk

Filmdrama: Fenar Ahmads debutfilm er stil uden stor substans, der romantiserer udkantsoprør. Og så er det en promovering af rapperen Gilli, der spiller hovedrollen.

Ækte vare

Danmark, 2014

Instruktion: Fenar Ahmad

1 time og 30 minutter


Fenar Ahmad, der er uddannet fra Super16, den alternative filmskoleuddannelse i København, har længe været et yngre talent, som man skulle holde øje med. Han har vist med kortfilm som ”Mesopotamia” (2008) og ”Megaheavy” (2009), at han kan noget særligt som æstetisk stemningsskaber. Men også, at han ikke har haft helt øje nok – eller interesse – for den gode fortælling, der rækker og når ud over den rene, enkle idé.

Det samme gør sig gældende for hans debutfilm, ”Ækte vare”, der i bund og grund kommer til at ligne en lang promoveringsmusikvideo for rapperen Gilli, og som desuden ender med at føles som en film henvendt til vennerne alene.

Venskab sættes på prøve

I Brøndby Strand bor hiphopperen Mikael (Gilli alias Kian Rosenberg Larsen). Han er et ægte raptalent, og han drømmer om at dyrke musikken på fuld tid sammen med sit crew af kammerater. Mikaels loyalitet over for vennerne bliver dog sat på en prøve, da den allerede etablerede rapper Apollo opdager Mikael og giver ham, men kun ham, arbejde som sangskriver.

Hos Apollo får Mikael mulighed for at udvikle sit talent og kommer desuden med ud i landet på jobs, hvor sprut og piger og gode kontakter serveres som en slags drikkepenge. Desværre bliver det tydeligt, at Apollo (Rasmus Hammerich spiller rollen med præcist punkteret opblæsthed) ikke har tænkt sig at give den plads til Mikael, som hans talent fortjener.

Heller ikke hjemme i ghettoen får han opbakning, for bedstevennen Tariq er jaloux på Apollo og vred over, at hans homie ikke længere har tid til vennerne.

Råt kvarter, pæne billeder

Det er oplagt at nævne sidste års succesfulde forstadsdrama ”Nordvest” i sammenhæng med ”Ækte vare”, for det er den samme drengeverden, vi bliver lukket ind i.

Kriminaliteten er en uomgængelighed, positive eller brugbare voksenforbilleder er til gengæld til at overse bortset fra korte glimt af en sød, blond mor.

Begge film er egentlig ret forudsigelige portrætter af et ungt ghettoproletariat, der forsøger at bryde ud, frem, væk, op. ”Ækte vare” mangler dog den farlighed, som ”Nordvest” trods alt kunne byde på. Også selv om den er optaget i et mere råt kvarter.

Det skyldes til dels, at de polerede, pæne billeder, som fotografen Niels A. Hansen har fremtryllet, ganske ofte romantiserer ghettolivet, og så skyldes det, at Fenar Ahmad, der også står bag manuskriptet, simpelthen ikke har nok på hjerte. Han virker forblændet af et miljø, der givet rummer god musik og tætte venskaber. Men han formår hverken at tilføre miljø eller historie en særlig væsentlighed.

Jantelov i forklædning

Der er en højstemthed omkring budskabet, at man skal vide, hvor man kommer fra, og ikke stikke næsen frem og tro, at man er noget andet end det. Der er en småborgerlig jantelovslogik forklædt i gangsta-rå ære-attitude.

Man skal være Ækte. Hvad det så betyder. Ægte på den bevidst forkerte måde? Titlen synes at sige: Vi bestemmer sgu selv, hvordan vi vil skrive, hvordan vi vil stave. Vi skaber vores eget sprog.

Ønske om anerkendelse

Det er et antiautoritært og oprørsk budskab, der er forståeligt i al sit ungdommelige outsider-udspring. Men hvad er målet med dette nye sprog, som man forstår, hvis man er en del af klubben og altså står udenfor på den rigtige måde?

For det virker, som om Gilli og de andre drenge fra Brøndby Strand faktisk gerne vil anerkendes for deres musik, tjene penge og lave damer, men altså i denne verden, hvor ægte staves med G og ikke i en parallelverden, der kun eksisterer i et hashtåget øvelokale i udkanten af Storkøbenhavn.

Næsten musikvideoer

Og de har jo talent for at lave musik, Gilli, S!vas, Benny Jamz og Reza. Så er man til hiphop, kan man sikkert nyde de mange redundante slow-mo-scener, der næsten bliver til halve musikvideoer. For de er ikke uden virkning, rytmisk nerve og æstetisk glathed, men da Mikael spilles af rapperen Gilli, der også står bag meget af musikken, virker de mest som et gigantisk markedsføringstrick – tænk at få en halv spillefilm til at promovere sin solokarriere med!

De unge skuespillere er amatører, og det kan man godt se. Gilli har dog et betagende smukt ansigt og en sød udstråling (ghettoens svar på Christopher), så han falder ikke igennem, selv om han har svært ved at følge med den uddannede skuespiller Marijana Jankovic eller den rutinerede Frederik Christian Johansen, der altid er god.

Alt er altså ude af sync, og Fenar Ahmad er stadig én, man bør holde øje med. Men han er ikke i mål endnu.

Anmeldelse af You & Me Forever

13-09-2012: De store følelser driver værket i Kaspar Munks fine venindefilm. Læs artikel

Anmeldelse af I dine hænder

19-05-2015: ”I dine hænder” er et kammerspil i bevægelse, men den vedkommende og ambitiøse fortælling forbliver desværre distanceret og uforløst. Læs artikel

Anmeldelse af Rosita

16-04-2015: Drama: Det giver en besk smag i munden, at titelkarakteren Rosita, en postordrebrud fra Filippinerne, forbliver en rekvisit i fortællingen om et far og søn-forhold. Læs artikel

Anmeldelse af En chance til

14-01-2015: Drama: Faderen handler, og moderen græder. Susanne Biers film om retten til forældreskabet er for konstrueret til at blive andet end en god idé på papiret. Læs artikel

Anmeldelse af Ida

27-11-2014: Den polske film ”Ida” er et æstetisk storværk, men også en glædesløs, asketisk og næsten forceret artfilm. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...