Modstand

Krigsfilm

Modstand

USA, 2008

Instruktion: Edward Zwick

2 timer 17 min.

Premiere i dag i Palads, CinemaxX København, Kinopalæet Lyngby, CinemaxX Odense og CinemaxX Århus

Glubende sultne som ulve, bange som jaget vildt. De hviderussiske jøder, der gemmer sig i den dybe Naliboki-skov, mens nazister jager dem, er ilde tilredt på både krop og sjæl.

Der er dog undtagelser, for de to ældste Bielski-brødre, der har reddet folket ud i skoven, er stærke, kampberedte og årvågne alfahanner, der ikke tydeligt lader sig mærke af den katastrofe, der har ramt dem.

Året er 1941 og den tyske besættelsesmagt har henlagt sin døds-march til Hviderusland, der på det tidspunkt er en del af Sovjetunionen.

Virkelige begivenheder

Filmen ”Modstand” bygger på virkelige begivenheder og fortæller den fascinerende historie om de omtrent 1200 jøder, der overlevede Anden Verdenskrigs rædsler ved at gemme sig i en skov. Gruppen ledes af Bielski-brødrene Tuvia (Daniel Craig) og Zus (Liev Schreiber), der dog ikke er helt enige om, hvordan deres nye fællesskab skal anlægges, og det skaber interne stridigheder.

I nutidens strøm af især litterære selvransagelser og rejser tilbage til Anden Verdenskrig, er ”Modstand” ikke et overraskende indlæg. Det er bare heller ikke særligt vellykket.

Drukner i sit eget projekt

Instruktøren Edward Zwick (”Blood Diamond”) er naturligt optaget af at beskrive jødernes egen modstand, efter at man for eksempel i ”Schindlers Liste” har kunnet se den ”gode tysker” redde det forfulgte folk.

Men filmen drukner i sit eget velmenende projekt. Der er en tendens til at beskrive brødrene Bielski Hollywood'sk glorificerende, samtidig med at de mange birolle-jøder synes at være taget ud af et provinsielt dilettant-teater.

Hulkindede og overdrevent beskidte kaster de sig efter blot en dag i skoven grådigt over et saftigt æble, som om de ikke har spist i 20 døgn. Kameraets panoreringer henover gruppen af svage flygtninge, der kigger fortvivlet på deres redningsmænd - brødrene - er patetiske og bliver næsten en parodi på tidligere Holocaust-beskrivelser.

Lille rolle til Hjejle

Desuden er det en gåde, at de overvejende angelsaksiske skuespillere (Iben Hjejle har dog også en lille rolle) skal tale med en slavisk accent, der varierer alt efter, hvem der taler.

Instruktøren vil så gerne fortælle en meningsfuld historie, at han glemmer, at måden, man fortæller på, er lige så vigtig som det, man fortæller. Og derfor bliver historien mere en påstand end en følelse.