Anmeldelse: Nawals hemmelighed

Drama

Nawals hemmelighed

Canada, Frankrig, 2010

Instruktion: Denis Villeneuve

2 timer 10 min.

Premiere i dag i Grand, Dagmar, Empire i København og Øst for Paradis i Aarhus

At krig kræver mange ofre, behøver vi ikke film til at fortælle os. At krigen ikke ender, når våbnene er lagt, er heller ikke nogen hemmelighed. Men i hvor høj grad sårene har svært ved at hele, glemmer eller fortrænger vi ofte. Som det bliver sagt i ”Nawals hemmelighed”: »Døden er ikke enden på en historie.«

Det opdager det canadiske tvillingepar Jeanne og Simon, da deres mors testamente bliver læst op for dem. Her beder hun dem om at finde deres far, som de troede var død, og deres bror, som de ikke anede eksisterede.

De begiver sig ud på en rejse tilbage til fortiden, der for altid vil ændre deres liv. Moderen, Nawal, viser sig at have været en yderst handlekraftig politisk aktivist i sit hjemland Libanon under borgerkrigen i 1979, og da tvillingerne rejser rundt i Libanon for at lære historiens rette sammenhæng at kende, bliver de mødt af både velvilje og modvilje.

Selv nu så mange år efter smerter arrene hos både kristne og muslimer.

Stram komposition

Instruktøren Denis Villeneuve deler historien op i stærke bidder, så den fortælles skiftevist i datid og nutid fra Nawals synsvinkel og fra tvillingernes.

Filmens 130 minutter er ikke ét for meget, for Villeneuves komposition er stram og gennemtænkt. Den detektiviske og opbrudte form gør det smertetunge indhold let, men man går absolut ikke uberørt fra ”Nawals hemmelighed”. Den ene store overraskelse følger den anden i den både smukke og grusomme fortælling om kærlighed og had.

Tabte til Bier

Desuden passer Radioheads musik overraskende godt til de få passager, hvor den intime klagerock har fået lov at give billederne merværdi.

”Nawals hemmelighed” var oppe imod (og tabte til) Susanne Biers ”Hævnen”, da der tidligere på året blev uddelt Oscars.

Nu behøver en Oscarnominering ikke nødvendigvis at betyde, at en film er stærkt seværdig. Det er dog tilfældet her. Den er et must, ja nærmest en nødvendighed for et livsnysgerrigt publikum, der vil forstå de menneskelige konsekvenser af krig.

Filmens 130 minutter er ikke ét for meget, for instruktørens komposition er stram og gennemtænkt.”