Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Another Happy Day

Hårdtslående og velspillet, men ujævnt indie-drama kammer over i misantropi.

Drama

Another Happy Day

USA, 2011

Instruktion: Sam Levinson

1 time 59 minutter

Premiere 1. juledag i Vester Vov Vov i København, Cafebiografen i Odense, Biffen i Aalborg, Gentofte Kino, Ishøj Bio og Malling Bio.

Bryllupsfilm, der ikke primært har et romantisk sigte, er efterhånden blevet en lille genre for sig. Noah Baumbachs fine ”Margot at the Wedding” (2007) og Jonathan Demmes mesterlige ”Rachel Getting Married” (2008) er blot et par eksempler på film, hvor bryllupslejligheden fermt anvendes til at kulegrave betændte familierelationer.

Sam Levinson har nu i sin instruktørdebut ”Another Happy Day” begået en beslægtet lille sag, der oser af independent-ånd, misantropi og livslede.

Lynns (Ellen Barkin) ældste søn, Dylan, som hun måtte forlade, da han var ganske lille på grund af sin voldelige eksmand, skal giftes, og Lynn alt andet end glæder sig.

Tre sønner og en datter

Brylluppet skal holdes i hendes forældres hjem, hvor luften er tyk af bebrejdelser og foragt. Forældrene, særligt den syrlige mor (en fremragende Ellen Burstyn), mener nemlig, at Lynn selv er skyld i, at hun ikke har et nært forhold til Dylan, og i stedet for at forsones med deres datter, der higer efter forståelse, omgås de hjerteligt med eksmanden Paul og hans dulle af en ny hustru (Demi Moore i hopla).

Lynn selv medbringer sine to sønner fra sit nuværende ægteskab, Ben og Elliot. Præteenageren Ben er buttet og har Aspergers, mens storebror Elliot tager alle de bedøvende stoffer, han kan komme i nærheden af.

Der er også et fjerde barn, Lynn og Pauls datter Alice (Kate Bosworth), og selv om hun først reelt introduceres sent i filmen, bliver hun historiens omdrejningspunkt. For mens Dylan kom med sin far, da forældrene gik fra hinanden, blev Alice hos moderen. De grimme oplevelser fra barndommen har sat sig dybe spor i den unge pige, der skærer i sig selv med barberblade, hvilket ingen andre end Lynn synes at have forståelse for. Alice skal nu komme, men Lynn er nervøs for, om Alice er stærk nok til at møde sin biologiske far.

Familierelationerne i ”Another Happy Day” giver baghjul til alle andre dysfunktionelle familier. I en tåge af medicin og stoffer, selvhad og sygdom farer alle involverede så forvirrede rundt tilsyneladende med det ene mål for øje at såre hinanden værst muligt. Det er temmelig barskt og gør, at der nærmest ikke er én person i filmen, som man for alvor kan rette sin sympati mod.

Der er masser af gode takter i ”Another Happy Day” , og Levinson har en åbenlys fornemmelse for både drama og dialog. Men filmen er alt, alt for rodet og ujævn til at være virkeligt vellykket.

Unødig videoeffekt

De uforholdsmæssigt mange personer sejler til tider rundt uden andet mål end at minde os om, hvor dumme svin hele banden er. Desuden har instruktøren udstyret den lille Ben med et videokamera, der tjener som en art kommentar til selve handlingen. Igen en helt unødvendig og formålsløs effekt. At filmen er mindst en halv time for lang, gør ikke sagen bedre.

Ubetvivleligt er det dog, at Levinson har noget på hjerte. Og dét skal det blive interessant at følge.

Anmeldelse: Hvad med Kevin?

12-04-2012: Filmdrama: Lynne Ramsays fremragende ”Hvad med Kevin?” rammer som et knytnæveslag i maven og efterlader sit publikum rystet og lamslået. Læs artikel

Anmeldelse: Ekstremt højt og utrolig tæt på

01-03-2012: Filmatiseringen af Jonathan Safran Foers 11. september-roman er stedvis hjerteskærende og temmelig klistret. Læs artikel

Anmeldelse: The Music Never Stopped

18-01-2012: En hjerneskadet hippie sidder fast i sin fortid og ikke mindst i dens musik. ”The Music Never Stopped” har bedre skuespillere, end den skiftevis kuriøse og småklistrede historie har fortjent. Læs artikel

Anmeldelse: Submarine

08-09-2011: ”Submarine” kan blive en coming-of-age-filmklassiker. Læs artikel

Anmeldelse: Beginners

30-06-2011: Mike Mills tegner tristhedens historie på smukkeste vis. ”Beginners” er en selvbiografisk fortælling. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på film.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...