Anmeldelse: Changeling

Drama

Changeling

USA, 2009

Instruktion: Clint Eastwood

2 timer, 10 minutter

Premiere i dag over hele landet

Forbyttede børn - på engelsk changelings - er et litterært tema - omtrent så gammel som menneskeheden. En særlig fascinationskraft udøvede det i litteraturens ”gotiske” periode: Fra slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet. Det forekommer hos Shakespeare og siden hos Rider Haggard, Robert Louis Stevenson, Charles Dickens og mange flere, senest hos vores egen Karen Blixen.

Så godt som altid er der noget fordækt ved et forbyttet barn, det er gådefuldt, uærligt, beregnende, ondskabsfuldt, ja dæmonisk. Sådan også i filmen her: Knægten er en lille skiderik.

I 1928 er Christine Collins enlig mor - vel først i 30'erne. Da hun en dag kommer hjem fra arbejde er hendes ca. otteårige søn, Walther, sporløst forsvundet. Hun kontakter politiet, der tøver med en efterforskning.

Vi er i Los Angeles, hvor etaten er under voldsom kritik for korruption, magtmisbrug, uduelighed, vold og endda mord, så man vil gerne fremvise et positivt resultat og fremskaffer i løbet af et par måneder et barn: En dreng, der bare ikke Walther, hvad Christine øjeblikkeligt er klar over. Men han hævder hårdnakket og skamløst at være den forsvundne - til trods for at han er tre cm mindre end Walther og omskåret, hvad Walther ikke var.

Men samtlige Christines indvendinger afvises iskoldt og kategorisk af politiet, der beskylder hende for falske anklager, for at tilsvine myndighederne og gøre betjentene til idioter, og for sjælelig uligevægt, manglende evner og vilje til at påtage sig moderlige forpligtelser.

Et ensomt helvede
En slibrig læge bortforklarer hendes fortvivlede indvendinger. Hun har ret, men ingen vil give hende ret. Hendes ensomhed er et helvede, hvor ingen tror hende, og alle mistror hende. I irritation over hendes stadigt mere insisterende protester lader den ansvarlige politichef hende - uden lægeerklæring, endsige diagnose - tvangsindlægge på en psykiatrisk klinik, der styres af politiet og er et rent torturkammer under ledelse af en afstumpet, sadistisk overlæge. Politimanden spilles med tilknappet kynisme og indædt hensynsløshed, følelseskulde og beregnende brutalitet af Jeffrey Donovan, der yder en uhyggeligt autentisk præstation.

Mod politiet arbejder en lokal præst, John Malkovich, i en blanding af flegma og fanatisme. Ham lykkedes det at befri Christine fra det psykiatriske helvede. Samtidig afsløres en pervers seriemorder, der måske, måske ikke har myrdet sønnen.

Så langt er filmen en knugende gyser. Der spilles perfekt for hele holdets vedkommende, og som Christine er Angelina Jolie formidabel i langt de fleste scener, hudløs og værgeløs, panikslagen og desperat i sin dobbelte fortvivlelse: Savnet af drengen, usikkerheden om hans skæbne og de lidelser, politi og klink påfører hende både psykisk og fysisk.

Genskabelsen af L.A. anno 1928 er omhyggelig og påpasselig og virker overbevisende, men netop omhuen truer med at udarte til pedanteri og sænker tempoet en anelse. Billederne er suverænt komponeret, i de mest intense øjeblikke, men en renhed i linjeføringen og en tomhedsfølelse og et mismod, der har mindelser om Edward Hoppers malerier - som da Christine sidder på drengens seng og knuger hans bamse.

Clint slækker grebet
Men da opklaringen begynder, slækkes grebet. Historiens moralske dilemmaer skal afklares, så den trækker i langdrag, som om Eastwood føler sig forpligtet til at få det hele med, for handlingen er jo baseret på historisk/politiske begivenheder. Jeg kunne f. eks. godt have undværet henrettelsen af seriemorderen. Den er skræmmende og gyselig, som den skal være, men et sidespor i forhold til hovedsporet. På samme måde fungerer krydsklipningen mellem historiens to retssager og domsafsigelser til sidst ikke som dramatisk acceleration, men som en forceret anstrengelse: Nu må vi altså se at blive færdige.

Efterhånden har Clint Eastwood et kunstnerisk format, der gør hver eneste af hans film til et kunstværk med en åndeløs uafviselighed, men her, i historien sidste tredjedel, falder hans ellers så usvigelige dramatiske tæft ud i distraktioner.