Anmeldelse: Dig og mig

Dig og mig

Danmark, 2008

Instruktion: Christian E. Christiansen

85 minutter


Ved årets Oscar-uddeling var den danske instruktør Christian E. Christiansen nomineret til en af akademiets prestigefyldte priser for sin kortfilm ”Om natten”: Det er den fine kortfilm, som har dannet udgangspunkt for spillefilmsversionen med den væsentligt mere ferske og mindre sigende titel ”Dig og mig” om de tre piger Sara, Stephanie og Mette, der kæmper for livet og mod deres fremskredne kræftsygdom.

Men hvor ”Om natten” var et skarpt skåret portræt, er ”Dig og mig” en anderledes nølende sag, der desværre slet ikke har bevaret kortfilmens brod, og historien om pigerne glider ud i kejtede forsøg på at folde filmen ud.

I filmens nutid er alle piger indlagt på hospitalet, hvor døden bliver mere og mere nærværende i de meget hvide, sterile lokaler. De tre piger har umiddelbart kun deres sygdom tilfælles, men på de triste stuer opstår der et varmt fællesskab midt i elendigheden. Skildringen af deres angst, håb, sorg og glæde er filmens stærkeste kort.

Dér, hvor tingene halter, er i de mange, lange flashbacks. Christiansen har besluttet sig for, at alle tre skal have en skæbnedefinerende kærlighedsfortælling i bagage. Han har oven i købet fundet dem så vigtige, at de tre fyre er endt på filmens plakat, selv om de mildt sagt inkarnerer marginalroller.

Åbenlyst forskellige
Pigerne er indbyrdes meget forskellige, også så åbenlyst forskellige at deres uligheder kommer til at virke en smule for skematiske. Sara (spillet af altid overbevisende Laura Christensen) er elitesvømmer og paces frem af sin venlige, men overambitiøse far. I hendes liv er der ikke plads til mødet med forelskelsen, så Sara må vælge kærligheden fra for kort tid senere at opdage en kræftknude i nakken.

Den forsagte Mettes (Neel Rønholdt) kristne familie har så småt accepteret, at den vil miste deres datter til kræften, mens hun selv er panisk angst for den forestående død. Sidste blad i trekløveret er Stephanie (Julie R. Ølgaard), som ikke haft kontakt til sine forældre i mange år, og de aner ikke hun er syg. Hun kan ikke tilgive sig selv, at hun har svigtet dem, da de havde mest brug for hende og bruger nu det meste af sin tid på at bilde sig ind, at hun ikke fortjener at leve. I alle tre historier popper mændene op lidt ud af det blå, og det bliver aldrig rigtig klart, hvorfor de udadtil skal fylde så meget.

Man aner en brandingstrategisk fejlsatsning, der gerne vil gøre filmen mere spiselig for det unge publikum. Det er i hvert fald én teori.

Christiansen arbejdede også sammen med de tre hovedrolleindehavere i debutspillefilmen ”Råzone” fra 2006, og det ville ærligt talt have været forfriskende, hvis han havde rystet rollefordelingsposen en smule. Det er næsten ikke til at klare at se Julie Ølgaard for guderne skal vide hvilken gang spille den barske tøs og Neel Rønholdt som den stille og forsigtige. Lad dem dog bytte, og lad os se, hvad der kan komme ud af det. Desuden er soundtracket, som det også var tilfældet med ”Råzone”, unødigt fortolkende, hvilket gør lydsporet utroligt trættende. Det er filmen som helhed desværre også.