Glæden er kort

Lykken er lunefuld

Frankrig, 2009

Instruktion: Catherine Corsini

1 time 26 minutter

Premiere i 12 biografer landet over

Det begynder og slutter med den samme scene. Susanne (Kristin Scott Thomas) ligger vågen i sengen ved siden af sin mand, der sover tungt. Pludselig rejser hun sig og går med beslutsomme skridt ud af rummet og henter et gevær. Så lyder der et skud.

”Lykken er lunefuld” er et studie i erotisk besættelse og kærlighedsnarkomani, der kan forandre et menneske.

Her er det hos Susanne, at lynet slår ned og kortslutter det rationelle center i hjernen, da hun møder håndværkeren Ivan (Sergi López). Hun er ved at drukne i den flodbølge af følelser og lyst, der skyller ind over hende.

Susanne forlader sin mand, to hjemmeboende børn og et liv som velstillet hjemmegående husmor. Hurtigt opdager hun dog, at man ikke kan leve af kærlighed og kildevand alene.

Hendes mand, der er en magtfuld figur i byen, sørger nemlig for, at Ivan ikke kan få arbejde nogen steder, og han lukker Susannes kreditkort. Situationen bliver mere og mere desperat, og en katastrofe synes at være den eneste udvej.

Fascinerende stof

Den blinde forelskelse, der bliver til en besættelse, er fascinerende stof. Kontroltabet hos det moderne menneske udløser ofte ulykker, men rummer samtidig en ekspressiv og altopslugende lidenskab, som man nok kan længes efter i en hverdagstrummerum. Det beskrives i film som Viscontis ”Ossessione” (1943), Bodil Ipsens ”Besættelse” (1944) og - for at tage et nyligt eksempel - Per Flys ”Kvinden der drømte om en mand”.

Her er begær og undergang, måske endda moralsk fordærv, selv om det lyder så gammeltestamenteligt, to sider af samme sag. Det er den kombination af det gode og det onde, der er så tiltrækkende. Det er det blot ikke i ”Lykken er lunefuld”.

Her bliver Susannes forelskelse beskrevet, uintenderet formodentlig, som den rene umodne kærlighedsforvirring. At hendes mand er ond ved hende, får ikke publikums sympati for hende til at stige synderligt, for manglen på konsekvensforståelse er så enorm hos Susanne, at man næsten begynder at opfatte hende som et barn. Hun og alle andre karakterer er simpelthen pisse-irriterende.

Lyspunktet Scott Thomas

Historien er desuden enstrenget og spinkel, og selv om der ikke er en finger at sætte på skuespillet, kæmper de tre store, gode hovedkræfter med et meget tyndt oplæg.

Kristin Scott Thomas har længe, senest med ”Jeg har elsket dig så længe” (2008), vist, at hun er en eminent skuespillerinde, og hun er også her værd at se på. Men det er også alt, der kort giver glæde i ”Lykken er lunefuld”.