Jane Eyre

Drama

Jane Eyre

England, 2011

Instruktion: Cary Joji Fukonaga

2 timer

Premiere i dag i biografer landet over

”Jane Eyre” er titlen på en berømt roman fra 1847 af den ene af de tre legendariske Brontë-søstre, Charlotte, og navnet på hovedpersonen, der først går så grueligt meget ondt igennem for til sidst at finde lykken.

Bogen har altid tiltrukket filminstruktører. Alene i stumfilmens tid kom der hele fem indspilninger, og siden er der produceret mindst en halv snes, der mere eller mindre direkte bygger på romanen.

Selv i Asien og Mexico har man ladet sig inspirere, og der foreligger syv-otte tv-serier. Den seneste film-

version fra1996 stod Franco Zeffirelli for, så markedet må vel siges at være mættet.

Kulørt og kultiveret

Den aktuelle har nærmest karakter af illustreret klassiker: Flotte, øde, forblæste hedelandskaber, storladne bakkedrag, en melodramatisk handling henlagt til den første tredjedel af 1800-tallet, gotisk og ildevarslende med skrig og bulder, natteuhygge, pludselig en stor, uforudset arv og hemmelighedsfuldt anende strygermusik; højromantik af fornemste aftapning med brusende, men tøjlede lidenskaber og en afmålt dialog.

Alt sammen både kulørt og kultiveret i skildringen af en lille, forældreløs pige, Jane Eyre, med en ond tante, der sender hende på en institution ledet af sadistiske kvinder og en skinhellig, religiøs fanatiker. Som ung pige - 18-19 år gammel - bliver hun guvernante på et ensomt beliggende gods, hvor ejeren, en gådefuld og uligevægtig herre, betages af hende og ender med at fri.

Modstræbende siger hun ja, men brylluppet forpurres i sidste øjeblik, hvorfor røber jeg ikke. Hun må flygte over hals og hoved og er døden nær, indtil hun i ødemarken finder ly hos en ung præst og hans to søstre. Af indlysende grunde er heller ikke det noget blivende sted.

Igen må hun på flugt, men finder dog sit livs mening og kald.

Farligt jag

Klart nok er det en historie om en pige/kvinde med så fast og stærk en karakter, at hun retlinet og ubestikkelig, som hun er, ikke kun overlever, men bevarer værdighed og integritet i et feudalt klassesamfund med uoverskridelige barrierer mellem høj og lav, og lavstatus har hun.

For så vidt så godt, men filmen er mærkeligt uegal. Den langstrakte handling presses sammen: I nogle passager giver man sig god tid, men har i andre så farligt et jag med at komme videre, at det er uklart, hvad der egentlig sker.

Et enkelt eksempel: Pludselig dukker der en ung mand op på godset. Han såres blodigt, tilses af Jane og forsvinder så lige så pludseligt, uden at man ved hvorfor det ene eller det andet. Også scenerne hos den nidkære præst, hvor Jane finder en slags asyl, virker underligt jappede - som noget, der skal overstås.

Læs hellere bogen

Skuespillerne gør, hvad de kan, og det er meget: Som Jane gør den unge Mia Wasikowska fin fyldest, det samme gør Michael Fassbender som godsejeren, og i rollen som husholderske er den uopslidelige Judi Dench som altid magtfuldt til stede.

Man kan godt se den film, men måske med større udbytte læse bogen.